Kommunen påstår en dreng med diagnose ikke fejler noget

Kommunen påstår en dreng med diagnose ikke fejler noget
Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 5 minutter

Moderen til en dreng på 16 år bad om et netværksmøde med Børn, Unge og Handicap, så der kunne blive fulgt op på flere års arbejde.

“Jeg ville vide, hvad der skulle ske, fordi det var begyndt at gå den forkerte vej og det viste sig, at vores søn var flyttet over til Ungeteamet, som tager sig af sociale problemer. Der er bare det, at vores søn har en psykisk diagnose og skal have den nødvendige hjælp”, siger moderen til Nært & Nyt. Af hensyn til sin søn, ønsker hun ikke sit navn frem, men Nært & Nyt har hendes navn, adresse og kontaktoplysninger.

“Jeg beder om en forklaring fra Børn, Unge og Handicap, men får svar fra en teamleder i Ungeteamet, som fortæller, der endnu ikke er besluttet noget og hun oplyser, at han hører til i Ungeteamet, fordi han ikke fejler noget. Jeg beder om en lægefaglig forklaring, fordi hun går imod det arbejde, som lægerne har brugt flere år på”.

Den forklaring fik hun ikke og sønnen får det værre og familien bliver presset.

“Så kontaktede jeg kommunens tidligere borgerrådgiver, som opfordrede til, at jeg skrev til kommunen, at jeg vil være en del af vores søns sag og der går mange uger, uden jeg hører noget og så begynder jeg at rykke for svar. Herefter bad jeg om aktindsigt, men fik blot en masse sider uden referater fra møder og lignende”.

“Kommunen fastholdt, at vores søn ikke er syg, men har familiemæssige problemer”, siger moderen.

Hertil svarer forvaltningens konstituerede direktør, Michael Skriver Hansen:

“Når forvaltningen belyser en sag, vil der indgå faglige vurderinger og udtalelser fra relevante fagpersoner, herunder f.eks. psykologer, læger og speciallæger til at understøtte en helhedsvurdering af den unges og familiens udfordringer”.

Han understreger, at forvaltningen ikke har mulighed for at udtale sig om en konkret sag, og gør opmærksom på at hans svar er generelle udtalelser for området.

Vidne til selvmordsforsøg

“Vores søn blev vidne til et selvmordsforsøg og det blev Ungeteamet underrettet om. Men de gjorde intet. Det slår klik for drengen og han stikker af hjemmefra, men bliver fundet af politiet. Han var sur på mig og min mand og det er lige det, som kommunen fokuserer på. Alt andet er ligegyldigt”.

Sønnen truer med at begå selvmord og bliver kørt til psykiatrien, som underretter kommunen og fortæller, at han har brug for meget støtte,

“Men den vil kommunen ikke give ham”, siger drengens mor, som for nylig var til et møde med en sagsbehandler, som afviste drengens sygdom og behov.

Der var endnu et møde og her havde hun en rutineret bisidder med.

“Sagsbehandleren spurgte mig, hvad jeg troede psykiatrien kunne hjælpe vores søn med og jeg svarede terapi, men hun fortalte, at de kunne kan give medicin. Jeg fortalte hende, at han er syg og det står i hans sag. Men trods det, at der var gået fem måneder, så fortalte hun, at hun ikke havde læst den”.

“Efter den akutte tur til psykiatrien på grund af selvmordstruslerne, har psykiatrien egenhændigt sat gang i endnu en udredning, for at se, om han har mere end én diagnose”, siger moderen.

Bisidderen siger til Nært & Nyt, at forvaltningen ikke overholder den gældende lovgivning, når de har indkaldt drengen til samtaler uden at give hans forældre besked og også når de ikke reagerede på underretninger.

“Unge er fra det 15 år part i egen sag, og i nogle tilfælde ned til 10-årsalderen, jævnfør Barnets lov. Det medfører at unge har ret til at blive inddraget og hørt, også forud for møder, og skal derfor på lige vilkår som deres forældre have mulighed for at deltage i møder, som omhandler dem. Forvaltningen orienterer forældrene om, at den unge indkaldes til ungesamtale. Inddragelse og samtaler med den unge kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor”, siger direktøren.

“Og så er det træls, når sagsbehandlere ikke har sat sig ind i de sager, der holdes møde om”.

Direktøren forklarer:

“Når rådgiver overtager eller bliver ekstra rådgiver på en sag, bestræber de sig altid på at læse ind i sagen. Der kan desværre opstå akutte situationer eller rådgiverskifte, hvor forvaltningen vurderer, hvorvidt mødet bør holdes eller udsættes, også set ud fra et borgerperspektiv. I komplekse sager er der to rådgivere tilknyttet en sag. Blandt andet med baggrund i at der ikke går viden tabt samt at der er en genkendelig fagperson af hensyn til den unge og familien”.

“Det er Sønderborg Kommunes opgave at sikre børnenes trivsel og udvikling. Derfor arbejder vi med udgangspunkt i barnets behov og altid i dialog med forældrene”.

Nært & Nyt har i forbindelse med artiklen sendt nogle spørgsmål til formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling.

I forvaltningen følge de ikke reglerne i en børnesag og hvad vil du gøre for, at de fremadrettet gør det?
Og hvad vil du gøre for at sikre dig, at sagsbehandlere sætter sig ind i de sager, som de arbejder med?
Og hvad vil du gøre for at sikre, at lægefaglige diagnoser ikke bare fejes af bordet af sagsbehandlere?

“Som udvalgsformand kan jeg ikke udtale mig om enkeltsager”, svarer han.

Læs også...  Togulykken: En person er død og flere er kommet til skade
Politisk annonce – Socialdemokratiet
POLITISK REKLAME
Socialdemokratiet
(Folketingsvalg 2026)

GÅET GLIP AF .. ?