Børne- og Uddannelsesudvalget har onsdag behandlet og godkendt kvalitetsaftaler for fem STU-tilbud.
STU står for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse og er en treårig uddannelse for unge mennesker, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
”For mig er det helt afgørende, at vi kan tilbyde denne målgruppe et kvalitativt uddannelsestilbud, hvor den enkelte unge bliver understøttet i sin udvikling og mødt i øjenhøjde med udgangspunkt i vedkommendes individuelle evner og behov”, siger Jesper Smaling fra Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.
Forud for kvalitetsaftalerne har udvalget i samarbejde med forvaltningen, arbejdet med at udvikle en kvalitetsstandard, som er godkendt af Byrådet. Det er blandt andet sket gennem besøg og dialog med samtlige STU-tilbud i kommunen.
Kvalitetsstandarden gør det klart, hvilke gensidige forventninger den unge og dennes familie kan have til STU-uddannelsen. Samtidig er der politisk fastsat ambitioner for indholdet i uddannelserne og de skal indfries gennem kvalitetsaftalerne.
Der er for nylig vedtaget ny lovgivning på området. Den giver eleverne øget valgfrihed og flere rettigheder. Derudover er der skærpet fokus på overgangen til voksenlivet eller videre uddannelse.
De nye kvalitetsaftaler løfter ambitionsniveauet og styrker STU uddannelserne.


