Læserindlæg: Ansvarlig grøn omstilling

Læserindlæg: Ansvarlig grøn omstilling
Jesper Højmark Esbensen. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Byrådskandidat Jesper Højmark Esbensen, Konservative, skriver:

Hovedårsagen til vores velfærdssamfund er kul, olie og gas – og vores evne til at omsætte energi til mad, produkter og serviceydelser. Det er det fundament, der har givet os velstand, arbejdspladser og et stærkt samfund.

Men hvad sker der, når vi fjerner kul, olie og gas fra ligningen?

Vi kan naturligvis ikke fortsætte med at brænde fossile brændstoffer af, men vi må samtidig erkende, at vindmøller, solceller – og måske atomkraft – er de eneste realistiske alternativer, vi har i dag.

I Sønderborg Kommune producerer vi selv 26 % af vores elforbrug. Med havvindmølleparken i Lillebælt vil vi komme tæt på at dække hele vores elforbrug. Men transportsektoren drives fortsat af fossile brændstoffer. I mangel af en officiel overslagsberegning har jeg selv udarbejdet én – med mange usikkerheder. Den viser, at vi skal bruge endnu en vindmøllepark af samme størrelse for at dække energiforbruget fra tilsvarende elbiler.

Samtidig brænder vi stadig store mængder organisk materiale af – halm, flis og lignende. Det skal vi i et vist omfang have erstattet af eldrevne varmepumper. Vi vil gerne kunne flyve uden CO₂-udledning, og vores huse er i mange tilfælde dårligt isolerede. Alt i alt: Vi får nok brug for endnu en vindmøllepark – rent gæt.

Strømmen fra de to ekstra vindmølleparker kan alternativt produceres af 7–12 km² solceller – svarende til godt 3 procent af Als’ areal.

Vi må derfor være ærlige: Hvis vi vil bevare et velfærdssamfund på samme niveau som i dag, skal vi også acceptere, at grøn energi fylder i landskabet. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at bruge arealet klogt og effektivt.

Derfor foreslår vi i Det Konservative Folkeparti i Sønderborg, at vi:

fokuserer langt mere på at isolere vores bygninger,

får solcellerne op på tagene i stedet for i markerne,

får bygget et stort batteri som på Bornholm,

holder døren åben for atomkraft som en mulig del af Danmarks energimix,

styrker stadsarkitekten, der kan sikre, at det hele bliver indrettet æstetisk.

Det er også værd at huske, at ovenstående beregninger kun omfatter kommunens eget energiforbrug. Storbyerne har naturligvis langt mindre plads til energianlæg – og nogle vil mene, at de med fordel kan placeres her hos os. Det er fair, men så skal vi også have noget igen. Måske ikke i kontanter, men i form af statslige arbejdspladser, uddannelser og udviklingscentre.

Den grønne omstilling skal være ansvarlig – for klimaet, for økonomien og for sammenhængskraften i Danmark.

Tal egner sig ikke til debatindlæg, men hvis du er interesseret, sender jeg gerne min overslagsberegning.

Læs også...  Læserindlæg: Stop muslingeskrabet i Flensborg Fjord nu og ikke først i 2026

GÅET GLIP AF .. ?