Læserindlæg: Børnefattigdom er et fælles ansvar

Læserindlæg: Børnefattigdom er et fælles ansvar
Broen hjælper børn fra økonomisk trængte familier. Arkivfoto · af: Bo Bach Jensen

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Byrådskandidat Timm Bøttger, SF, skriver:

Tak til Broen Sønderborg, Dansk Flygtningehjælp, Mødrehjælpen og Red Barnet for at sætte fokus på børnefattigdom i vores kommune. Det gør virkelig indtryk at tænke på, at en ud af 18 børn i Sønderborg vokser op med, at der ikke altid er råd til madpakker, fritidsaktiviteter, fødselsdagsgaver eller tøj til årstiden.

Jeg tror, mange kan sætte sig ind i, hvor svært det må være at stå udenfor fællesskaber, som andre tager for givet.

Jeg stiller op til Byrådet, fordi jeg vil være med til at ændre det. Alle børn skal kunne deltage i fritidsaktiviteter og sociale fællesskaber – uanset hvad der står på deres families budget. Og familier, der kæmper med økonomien, skal have den støtte og rådgivning, der gør hverdagen lidt lettere.

Et konkret tiltag, jeg virkelig brænder for, er skolemad. Forsøget kører allerede i Sønderborg, og jeg håber, vi kan bruge erfaringerne til at sikre, at alle børn får et ordentligt, sundt måltid i skolen – også når familien har stramt budget. Et måltid mad betyder mere end man tror: Det giver energi, koncentration og mulighed for at deltage på lige fod med andre børn.

Jeg vil arbejde for, at skolemad bliver udbredt til alle skoler i kommunen, så alle børn får de bedste muligheder.

Ingen børn vælger at vokse op i fattigdom. Men vi kan vælge at handle. Jeg vil kæmpe for, at alle børn i Sønderborg får en tryg og god barndom, hvor de kan være en del af fællesskabet uden begrænsninger.

 

Læs også...  Læserindlæg: SFOer og klubber skal have et løft

GÅET GLIP AF .. ?