Lad mig slå fast
Der har hele tiden været mulighed for varm mad til ældre borgere i eget hjem – også efter kl. 15. Det er ikke nyt, og det er ikke noget Danmarks Demokraterne har fået indført henover weekenden. Det er en praksis, som har eksisteret i årevis, og som nyder bred opbakning fra hele byrådet.
I Sønderborg Kommune tilrettelægges hjælpen efter den enkelte borgers behov og en individuel vurdering – i overensstemmelse med kommunens serviceniveau og Ankestyrelsens retningslinjer. Der kan ikke sættes regel over skøn.
Med andre ord
Hvis en borger ønsker varm aftensmad kl. 18, er det muligt. Tidspunktet for hjælpen fastlægges ud fra den enkeltes behov og ønsker – ikke ud fra en fast regel.
Det er vigtigt, at vi som politikere holder os til fakta, når vi kommunikerer vores politiske program. At skabe et billede af, at de ældre borgere i Sønderborg ikke har adgang til varm mad, er ikke blot misvisende – det er respektløst over for både de ældre og de medarbejdere, der hver dag leverer omsorg og varme aftenmåltider med kvalitet og omtanke.



