Valgkampen er i gang og borgerne skal informeres om de mennesker, der står til valg som deres fremtidige repræsentanter, skriver Slesvigsk Parti, som af den grund starter podcasten Valg-Bar.
“I Slesvigsk Parti tror vi på, at det uformelle, afslappede også skal være med i en valgkamp. Til de officielle udmeldinger omkring vores politikere hører også det nære og organiske. I denne Podcast møder vælgerne vores kandidater som de i virkeligheden er”, siger Rainer Naujeck, formand for Slesvigsk Parti
Samlingspunktet i Valg-Bar er fredagsbaren, hvor der i uformel stemning bliver snakket politik. Lytterne får et indblik i kandidatens mærkesager, baggrund og personlighed.
Vært i Valg-Bar er Leif Curdes, der selv er kandidat.
“Jeg har meget nemmere ved at fange informationer, hvis de er i et andet format end på skrift. Og jeg er sikkert ikke den eneste. Med vores podcast gør vi vores kandidaters mærkesager mere tilgængelige for alle. Jeg vil prøve at få så meget personlighed frem i kandidaterne som mulig. Vi har et sympatisk hold, det er vi stolte af, og det vil vi gerne vise”, siger han.
Podcasten kan findes på alle podcast-platforme såsom på YouTube og slesvigsk-parti.dk.


