Soroptimisterne besøgte to kvinder med egne butikker

Soroptimisterne besøgte to kvinder med egne butikker
Veronique Delhalle i sin egen Kolibri. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Soroptimist International Sønderborg seneste klubmøde foregik hos to kvinder, der begge har forfulgt en drøm om at blive selvstændige og nu har specialbutikker i Sønderborg.

Mødet startede hos Kobberblomsten, hvor Malene Augustenborg fortalte, hvordan en skilsmisse blev startskuddet til et erhvervsskifte. Malene Augustenborgs interesser har hele livet kredset om kreative fag og en impulsiv tilmelding og deltagelse i tv-programmet De grønneste fingre, gav hende motivationen til at gå i gang, selv om uddannelsen manglede. Efter corona og et job i en blomsterbutik åbnede hun Kobberblomsten 1. juli 2023, skriver Soroptimisterne.

Økonomisk og praktisk støtte kom fra familien, fordi banken sagde nej til at være med. Malene Augustenborgs mor, som også er selvstændig, støttede med gode råd, far støttede med praktisk arbejde, søster med det juridiske papirarbejde og nevøen gav også en hånd med.

Ny butik og alt er nyt – og så er YouTube og fagbøger en god hjælp til at lære alle teknikker i blomsterfaget. Allerede efter det første år gav butikken et lille overskud og forældrenes økonomiske støtte var ikke længere nødvendig.

Malene Augustenborg har nu en blomsterbutik, der skiller sig ud. De store blomsterkæder sagde i første omgang nej til at samarbejde med Kobberblomsten på grund af Malene Augustenborgss manglende uddannelse, men Interflora er siden vendt tilbage, ’fordi de har holdt øje med Kobberblomsten’ og nu er butikken blevet Interflora-butik. Kobberblomsten har enkelte erhvervskunder og Malene Augustenborg vil gerne udvikle den del af forretningen.

Hun sluttede sit oplæg af med ordene: ”Der er meget værdi i at finde den rette hylde, selv om det kan være hårdt”.

Kolibri – vejen væk fra madspild

Næste del af klubmødet foregik hos nabobutikken Kolibri, som er Sønderborgs økologiske købmand. Butikken er flyttet i nye flotte lokaler og drives af Veronique Delhalle, som kommer fra den franske del af Belgien.

Hendes Danmarks-eventyr startede med et udvekslingsophold i 1998. Tilbage i Belgien tog hun en Master i Business Administration for herefter at rejse tilbage til Danmark for at arbejde. Først i Rødekro med momsrefusion, herefter hos Danimex med ansvar for større projekter og derfra til Abena med fokus på intelligente bleer, bl.a. med besøg på plejehjem rundt om i hele verden.

Veronique Delhalle fik lyst til at fokusere lokalt i stedet for globalt og det blev i 2023 startskuddet til Kolibri, som hun startede sammen med franske Maud Martin, der også brændte for ideen om en emballagefri butik, hvor man kan købe økologiske fødevarer i præcis den mængde, man har brug for.

Kolibri er den eneste af sin art i Danmark og Veronique Delhalle er nu eneejer. Den typiske kunde har fokus på kvalitet og økologi. Kunden, der køber et enkelt løg, er lige så værdsat som kunden, der køber stort ind, hvilket i øvrigt ofte er tyske kunder.

Frugt og grønt fra bl.a. økologiske producenter på Sydals og i Tinglev udgør 1/3 af omsætningen.

Veronique vil undgå madspild og af butikkens ugentlige leverance på 150-200 kilo grøntsager sendes 8-10 kilo ’trætte’ grøntsager til Madbanken. Kun 2-3 procent af leverancen kasseres.

Grøntsagskasser inkl. opskrifter, surdejsbrød, som sælges to gange i ugen, virksomhedsordninger med frugt og grønt samt specialbestillinger fra kunder er nogle af Kolibris specialer.

Næste mål er en webshop samt en ladcykel for at kunne levere varer til kunderne. Veronique Delhalle slutter oplægget af med at opfordre bredt til en debat om produktion af mad til mennesker, bl.a. for at få flere lokale, fødevarer.

Soroptimister på besøg i Kobberblomst. Privat foto

Læs også...  Destilleriet gav en stor donation til Lena Krag Schmidts Knæk Cancer-auktion

GÅET GLIP AF .. ?