Siden 2008 har Sønderborg Kommune arbejdet sammen med organisationen TUBA om at tilbyde gratis hjælp, rådgivning og terapi til unge, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug.
TUBA Sønderborg tilbyder individuelle terapiforløb, refleksionsgrupper, drop-in møder og pårørende-arrangementer til unge i Sønderborg Kommune og deres familier med alkohol- eller stofmisbrug i hjemmet, skriver kommunen.
TUBA har undersøgt, hvad unge fra Region Syddanmark har fået ud af deres forløb hos TUBA. De unge oplever færre psykiske belastninger, mindre stress og depression samt øget trivsel og livskvalitet. Mange unge fortæller også, at de er blevet bedre til at håndtere deres problemer og har fået det, de havde brug for.
”TUBA gør en uvurderlig indsats for unge, der har haft en svær opvækst. Det er vigtigt, at vi som kommune støtter op om tilbud, der både forebygger og giver unge mulighed for en ny start i livet. Derfor fortsætter vi det gode samarbejde om at nå ud til de unge, der har brug for støtte”, siger Stefan Lydal, der er formand for Social, Senior- og Handicapudvalget.
Det tætte samarbejde mellem TUBA og Sønderborg Kommune er formaliseret i en partnerskabsaftale, som i 2024 har givet 16 unge i alderen 25-35 år adgang til terapeutiske forløb – og i alt har 55 unge fået hjælp gennem TUBA Sønderborg.
Selv om målsætningen i aftalen er 26 unge årligt, forventer TUBA at nå dette mål i 2025 gennem en styrket opsøgende indsats.
Sønderborg Kommune bidrager årligt med knap 480.000 kroner til driften, som går til forløbene for de 25-35-årige. De øvrige forløb er finansieret af eksterne midler som Statens behandlingspulje.
”Unge skal ikke gå alene med deres bekymringer og udfordringer. Vi ser tydeligt, at TUBA bidrager til vores mål om at hjælpe de unge. Så vores samarbejde om gratis terapi og rådgivning er en investering i både den enkelte og i fællesskabet”, siger næstformand Preben Storm.
TUBA har afdelinger i 34 kommuner. På landsplan modtog 2556 unge i alderen 14-35 i terapeutisk behandling ved TUBAs afdelinger i 2024.


