Danmarksdemokaterne vil af med modersmålsundervisningen

Danmarksdemokaterne vil af med modersmålsundervisningen
Niels Benjamin Sørensen fra Danmarksdemokraterne. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Byrådsmedlem Niels Benjamin Sørensen fra Danmarksdemokraterne har sat et punkt på Byrådets dagsorden, hvor han vil have, at Byrådet beslutter, at modersmålsundervisning for elever med baggrund uden for EU-lande og det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, EØS, ophører fra 1. august.

Forslaget er på Byrådets dagsorden på mødet på onsdag.

Forvaltningen har oplyst, at i de seneste fire skoleår er der hvert år oprettet modersmålsundervisning på arabisk. Herudover er der i ét år oprettet modersmålsundervisning på tysk og i ét år på islandsk. Det ses herved, at det primært er arabisk, som oprettes, og at størstedelen af kommunens udgifter til modersmålsundervisning derved vil kunne spares, hvis byrådet beslutter at stemme for Danmarksdemokraternes forslag.

Endvidere er det værd at bemærke, at modersmålsundervisningen på arabisk er ramt af et meget stort fravær blandt eleverne. Den gennemsnitlige fraværsprocent for eleverne til modersmålsundervisningen i arabisk i perioden 01. oktober 2025 til 28. februar 2026 lå på 45 procent. Niels Benjamin Olsen har i den forbindelse spurgt ind til fraværsprocenten for de foregående to skoleår. Forvaltningen oplyser her, at fraværstallene for denne periode er kasseret, men at skolens fornemmelse er, at fraværstallet i år ikke er usædvanligt højt i forhold til de tidligere år.

Danmarksdemokraterne har en række gode grunde til at stoppe modersmåls-undervisningen:

Højt fravær

Det er udtryk for en eklatant mangel på respekt for offentlige åenge, at eleverne i så høj grad bliver væk fra den undervisning, vi som kommune har stillet gratis til rådighed for dem. Hvis vi fortsætter med at udbyde modersmålsundervisning på arabisk på trods af den meget høje fraværsprocent, så signalerer vi som kommune, at vi finder denne adfærd acceptabel.

Det er ikke svært at forestille sig, hvorfor dette er en uhensigtsmæssig lærdom at give et barn i 0.-3. klasse. Ved at nedlægge tilbuddet så viser vi, at vi som offentlig myndighed har en klar forventning om, at når man tilmelder sig et gratis offentligt gode, så møder man naturligvis op. Vi skal som kommune ingenlunde understøtte en kultur, hvor skatteborgernes penge ingen værdi har.

Stop for paralleltilbud

Vi skal have gjort op med parallelsamfundene i vores land og kommune. Her bidrager modersmålsundervisning negativt, da det samler børn på baggrund af etnicitet og derved modvirker integrationen. Man bliver nu engang lettest fortrolig med det danske sprog og de danske værdier ved at være blandt danskere i danske foreninger.

Dansk er det primære sprog i Danmark

Det officielle sprog i Danmark er dansk. Skolesystemet i Sønderborg har rigeligt at foretage sig med at lære vores børn og unge de sprog, som kræves af dem. Hvis man vil tilbyde ekstra undervisning til arabiske børn, så bør det være undervisning i dansk.

Økonomiske og administrative byrder

Modersmålsundervisning på arabisk lægger beslag på økonomiske og administrative ressourcer, som med fordel kan anvendes andre steder i kommunen.

Konsekvenser

Et stop for modersmålsundervisning på sprog udenfor EU og EØS vil foruden en økonomisk besparelse have den positive effekt, at vi får gjort op med en uheldig kultur, hvor man tilsyneladende er ligeglad med offentlige penge. Ydermere får vi sat en stopper for et paralleltilbud, der deler børn op i grupper på baggrund af etnicitet og herved skader integrationen.

Læs også...  Debat: Folkepensionist deler nogle tanker om Broager Udviklingsforum

GÅET GLIP AF .. ?