Spidskandidat Jesper Højmark Esbensen, Konservative, skriver:
Der er ingen tvivl om, at idræt og aktive fællesskaber er vigtige – især for børn og unge. Det er noget, vi konservative bakker varmt op om. Men når politikere forsøger at skærme deres fejl bag børns glædesudbrud, bør vi alle stoppe op og se nøgternt på situationen.
For nylig har Jesper Larsen, socialdemokratisk byrådspolitiker, slået et stort slag i Nært & Nyt for, at børns begejstring og leg på sportspladser ikke skal kategoriseres som industristøj. Det lyder som en lidt teknisk klassifikation, staten her opererer med, men støj er støj – og ændringen kan derfor fremstå som en juridisk teknikalitet. Så hvorfor denne begejstring hos Jesper Larsen?
Det handler om en konkret sag, hvor kommunen – med Jesper Larsen som medansvarlig – har anlagt en kunstgræsbane i midten af Sønderborg uden at gennemføre den lovpligtige nabohøring. Det skete på trods af advarsler fra kommunens egne miljømyndigheder, og banen blev placeret helt op ad beboernes skel og ovenikøbet hævet to meter over terræn. I dag er resultatet støjgener alle ugens dage – fra tidlig morgen til sen aften, og en hverdag, hvor beboerne forstyrres, hver gang boldene ender i deres haver – ofte flere gange dagligt.
Det kan ingen være tjent med.
Det her handler ikke om at sammenligne børn med vinkelslibere. Det handler om politikere, der har ignoreret både regler og faglige anbefalinger, og som nu forsøger at flytte fokus fra konsekvenserne af deres beslutning. Når en støjrapport viser, at støjen overskrider grænseværdierne markant, og kommunens egne miljøfolk har givet påbud om at dæmpe støjen, så skal ansvarlige politikere handle.
Kommunens behandling af sagen står også i kontrast til padelbanerne ved tennisbanerne i Kurhusskoven. Her skulle tennisklubben igennem dyre og grundige analyser af den støj, de ville forårsage, før de kunne bygge. Det er åbenbart blevet helt ignoreret i denne sag.
Vi skal gøre vores yderste for at skabe gode rammer for børn og børnefamilier, men vi skal alle kunne være her. Politik handler også om at tage ansvar – især når man har begået fejl.
Det handler ikke om at være imod idræt. Det handler om at være for ordentlighed og fornuft.


