Byrådsmedlem Tobias Brus Mikkelsen, Dansk Folkeparti, skriver:
Debatten om LOOK AT ME er kørt skævt fra start. Når Danmarksdemokraterne kalder projektet ’kunst forklædt som sundhed’, bliver det reduceret til noget, det ikke er – og samtidig slipper de for at tage stilling til det, som det faktisk handler om: Unges mentale trivsel.
For LOOK AT ME er ikke et kunstprojekt for kunstens skyld. Det er et forebyggelsesprojekt, som forsøger at nå de unge, som ikke i forvejen er en del af systemet. Dem, der ikke møder op i klubberne, og som ikke opsøger rådgivning. Dem vi alt for ofte først opdage, når problemerne er vokset sig store – og langt dyrere at håndtere.
Det er også værd at bemærke, hvad kritikken helt bevidst undlader at nævne. Der arbejdes parallelt med at søge ekstern finansiering. Men fonde svarer ikke fra den ene dag til den anden. Hvis man vil have et projekt op og stå, kan man ikke sætte det på pause i månedsvis og håbe på et tilsagn.
Hvis Sønderborg Kommune ønskede at lancere projektet op til Kulturnatten, krævede det finansiering her og nu. Og uden et konkret projekt og en kommunal medfinansiering er der i praksis heller ikke noget at søge fondspenge til. Det er ikke noget særligt i den her sag – det er sådan, virkeligheden fungerer.
Når man så siger, at pengene i stedet burde bruges på ’borgernær velfærd’, rammer man ved siden af. Forebyggelse er borgernær velfærd. Alternativet er, at vi venter, til mistrivslen udvikler sig til frafald, behandling og tunge sociale indsatser – og så betaler vi langt mere senere. Det er ikke ansvarlig økonomi. Det er det modsatte.
Hvis man vil lukke projektet, skylder man også at svare på det oplagte:
Hvad vil Danmarksdemokraterne gøre i stedet?
Hvordan vil de nå de unge, der ikke allerede er i kontakt med kommunen?
Og hvordan vil Danmarksdemokraterne forebygge mistrivsel, når skærer de tidlige indsatser væk?
De svar mangler.
For mig, som selv er ung, er der en ting, der er helt afgørende, og som mangler i kritikken: forståelsen for, hvordan unge faktisk fungerer. Vi spejler os i hinanden. Vi søger fællesskaber og genkendelse. Det finder man ikke nødvendigvis ved, at en voksen fra kommunen sætter sig ned og fortæller én, hvordan man har det. Det kræver, at man tør arbejde bredere og anderledes, hvis man vil nå dem, der ellers ikke bliver nået.
Derfor giver det ikke mening at afvise et projekt, fordi det ikke ligner klassisk velfærd. Man kan sagtens diskutere dokumentation, evaluering og hvordan det hænger sammen med andre tilbud. Det er fair. Men at kalde det ’kunst’ og dermed forsøge at skubbe det ud af kommunens ansvar er en politisk genvej. Når man kalder forebyggelse for kunst, slipper man måske for ansvaret her og nu. Men konsekvenserne forsvinder ikke. De kommer bare senere – og de bliver dyrere.
