Byrådskandidat Charlotte Prösch, Konservative, skriver:
Klinik UngeLiv og gratis kondomer!
Den kommunale kasse må bugne af penge. Det må være dejligt at være ung her. Man kan få støtte til stort set alt, gratis psykologhjælp når du er under 25, massiv støtte, når du ikke kan klare at tage en uddannelse eller et arbejde – og nu også gratis kondomer fra 1. januar.
Og vi har et korps af kommunalt ansatte, der også kan hjælpe med hvordan du skal leve dit liv:
hvor fed skal du være,
hvor meget alkohol kan du tåle
hvor meget motion skal du dyrke
hvor lidt må du ryge
Det er mageløst ….. og dele af denne strategi er korrekt og velment. Men hvorfor skal kommunale skattekroner finansiere en ekstra klinik, tænk hvad det koster!
De unge har masser af online fora, hvor de trygt kan indhente rådgivning, der er oplysning i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.
Politik er prioriteringer og ansvarlig fordeling af skattekronerne, og:
Vi har åbenbart ikke råd til mere end ½ times rengøring hver 14. dag hos vore svage ældre.
Vi har åbenbart ikke råd til at investere det nødvendige for eleverne i folkeskolen.
Som konservativ vil jeg gerne have mindst mulig overflødig indblanding fra kommune og stat, og bedre investering i den borgernære kernevelfærd, ældreplejen og folkeskolen.



