Sundhedsudvalgsformand Didde Lauritzen skriver:
I de seneste måneder har jeg fulgt med i flere politiske udmeldinger om frivillighed. Mange taler om, at færre vil være frivillige – men passer det egentlig? Og hvad gør vi, hvis frivilligheden ikke forsvinder, men blot forandrer sig?
Før sommerferien havde vi i Sundhedsudvalget vores årlige dialogmøde med de sociale og sundhedsfremmende foreninger. Her drøftede vi, hvordan vi i fællesskab kan styrke frivilligheden. I flere år har vi arbejdet med den udfordring, som mange foreninger oplever: Flere opgaver og færre til at løse dem. Større træk på de få og mange der stopper igen som frivillige efter en kortere periode.
I år indledte vi dialogmødet med et oplæg fra Marie Baad Holdt, frivilligekspert og partner i Ingefair, og bagefter hørte vi inspirerende fortællinger fra to lokale, nyopstartede frivilliggrupper.
Og her kommer noget af det vigtigste, jeg tog med mig hjem:
Nej – lysten til frivilligheden er ikke i tilbagegang. Tværtimod viser undersøgelserne om danskernes frivillige engagement, at ca. 40 procent har været frivillige det seneste år – og 50 procent af dem, der ikke har, vil gerne engagere sig, hvis de bliver opfordret. Blandt unge er tallet hele 60 procent. Kun 22 preocent siger, at de ikke vil engagere sig frivilligt. Det er et kæmpe potentiale!
Det, der blandt andet er ændret, er antallet af timer, den enkelte frivillige bruger – det er faldet med ca. 2,5 timer til omkring 15 timer om måneden. Det kan mærkes ude i foreningerne. Samtidig er der flere måder og muligheder for at være frivillig, hvilket formentlig kan føre til en oplevelse i den enkelte forening af, at der er færre der engagerer sig.
Det stiller krav til os – politikere, foreninger og fællesskaber – om at tænke nyt. Jeg tog tre hovedpointer med mig hjem fra et spændende dialogmøde, som jeg sammen med sundhedsudvalget vil arbejde videre med:
Tre veje frem
Frivilligkorps/frivilligbank
Inspireret af bla. Aarhus Kommune vil vi arbejde for at få opbygget et frivilligkorps eller en frivilligbank, hvor borgere kan melde sig og foreninger kan annoncere ad hoc eller tidsafgrænsede specifikke opgaver, som de mangler hjælp til. Det kunne være opstilling af borde og bænke til arrangement, stå i en ølbod, hjælpe til ved et stafetløb eller et fodboldstævne eller vende pølser til landsbyens årlige idrætsfest. Det kunne også være hjælp ved større events som koncerter eller helt aktuelt DGI-landsstævne.
Nye organiseringsformer
Der er mange, der gerne vil være frivillige, men det organisatoriske arbejde trækker mindre. Vi skal derfor sammen være nysgerrige på, om der er andre måder at være forening på. Det kunne være grupper, det kunne være foreninger, hvor en større del af det administrative løftes centralt i en hovedorganisation for dem, der har sådan én. Og jeg er helt sikker på, at der findes andre modeller.
Fleksible støtterammer
De kommunale §18-tilskud skal følge med tiden. Vi bør se på, om vi kan støtte mere uformelle fællesskaber og grupper uden at gå på kompromis med ansvarlighed og formål. Det kræver, at vi tør udvikle både regler og kontrolformer.
Men én ting er vigtig at slå fast: Vi må ikke ’kommunalisere’ frivilligheden! Der er i disse måneder rigtig mange politiske bud på, hvad frivilligheden, skal, kan og bør udvikles til. Men jeg tror på, at frivilligheden lever og ånder netop fordi, den ikke styres af kommunale systemer. Dens styrke er det frie engagement, det lokale ejerskab og den lystdrevne deltagelse. Vi skal støtte og samarbejde og skabe de bedste rammer– men det skal være på foreningernes præmisser.
Lysten til frivilligheden er ikke forsvundet. Den er i forandring- og vi skal følge med.
