Henrik Bielefeldt, Sønderborg, svarer byrådsmedlem Jesper Larsen:
Kan man sammenligne børns glædesudbrud og entusiasme, når de dyrker idræt, med støjen fra en vinkelsliber eller anden industristøj?Jesper Larsen svarer selv nej til det spørgsmål i sit indlæg på Nært & Nyt – og det er svært at være uenig. For børnelatter og glæde er også noget, jeg selv værdsætter – hvis det altså er dét, man hører.
Desværre er det billede, Jesper Larsen tegner og det er ikke i overensstemmelse med virkeligheden for brugen af den kunstgræsbane, som jeg er nabo til. Et hurtigt kig på kampprogrammet viser, at de børn, Jesper Larsen henviser til, er i mindretal – ofte er det elitespillere fra hele landet, der spiller 11 mod 11. Så ja, der er børn – men glædesudbrud og begejstring? Mest af alt er der trænere og forældre, som råber ad deres lungers fulde kraft for at dirigere spillerne rundt på banen.
Enhver, der har overværet en sådan kamp, vil vide, at lydniveauet ofte er højt. I kampens hede skal alle på banen kunne høre, hvad der bliver råbt fra sidelinjen. Selv DBU har følt behov for at opfordre forældre til at dæmpe sig:
’For nogle børn og unge kan det være pinligt, hvis man har en af de forældre, der går mest amok. Det kan påvirke glæden ved at dyrke sport’, siger sportspsykolog Nikolaj Bonde Korsgaard ifølge DBU.
Men støjen i sig selv er ikke kernen af problemet – det er årsagen til, at vi taler om den, der er væsentlig. Og her overser Jesper Larsen en afgørende pointe.
Kommunen har fået kunstgræsbanen på stadion i bymidten kendt ulovligt opført af Planklagenævnet. Samtidig har kommunens egen miljømyndighed givet et påbud om at nedbringe støjen – ganske vist ud fra nogle regler, som, Jesper Larsen mener, bør ændres. Men siden hvornår har det været acceptabelt at bryde loven, bare fordi man er uenig i den?
Er det virkelig Socialdemokratiets politik, Jesper Larsen – tilgivelse frem for tilladelse? Er det sådan du ønsker at styrke de aktive fællesskaber – for hvilke områder af kommunen står så for skud næste gang?
Før man peger fingre ad naboerne og affejer deres bekymringer med, ’sådan er det at bo i byen’, bør man se på den egentlige årsag til problemet: Det er kommunen, der har skabt situationen – ikke naboerne. Når der samtidig ligger en objektiv støjrapport, der påviser problemet omfang, som Jesper Larsen åbenbart behændigt vælger at overse og ikke forholde sig til – så bliver min tiltro til sagsbehandlingen udfordret.
Vi reagerer, som naboer, på, at vi ikke er blevet inddraget – og nu udstilles som dem, der står i vejen for børns glæde og udfoldelse. Men her bevæger Jesper Larsen sig ud på tynd is og glemmer sit eget ansvar i sagen.
Til Jesper Larsens spørgsmål om, hvorvidt man kan sammenligne børns glæde med industristøj, er mit modspørgsmål: Hvor går grænsen for hvilken type støj man skal kunne tåle for fællesskabet?
’Forskningen er ikke i tvivl og det er jeg heller ikke: Børn som er del af aktive fællesskaber, trives bare bedre’, skrev Jesper Larsen og jeg er enig – men der er også solid dokumentation for, at personer, der bor i støjplagede områder, har forhøjet risiko for hjerte-kar-sygdomme, metaboliske forstyrrelser og søvnproblemer. Det gælder særligt, når støjen er vedvarende, og man ikke har mulighed for at skærme sig mod den. Det er præcis den situation, vi som naboer står i – med træning fra kl. 6.30 til 22.00 – året rundt, uden pause.
Så når Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab den 10. juni skal tage stilling til det videre forløb for kunstgræsbanen i Sønderborg, håber jeg, de ikke kun forholder sig til idrætten. Jeg håber, de også prioriterer medborgerskabet, tager ansvar for den situation, de har bragt naboerne i – og som ansvarlige politikere sikrer, at gældende love overholdes. Ikke mindst uden at udskamme en borgergruppe for egen politisk vindings skyld.
