Debat: Hvordan tiltrækker vi virksomheder

Debat: Hvordan tiltrækker vi virksomheder
Spidskandidat Jesper Højmark Esbensen. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Spidskandidat Jesper Højmark Esbensen, Konservative, skriver:

Hvordan der kan komme flere virksomheder i Sønderborg kommune er et spørgsmål, som ligger de Konservative nært. For det er virksomhedernes værdiskabelse, der danner fundamentet for vores velfærd.

Vi ønsker at skabe de bedste rammevilkår for erhvervslivet. Det betyder en kommune med enkel og nødvendig administration, korte sagsbehandlingstider og klare beslutningsprocesser. Lange ventetider er ikke bare frustrerende – de koster tid og dermed penge.

Vi skal samtidig styrke uddannelsesområdet i tæt dialog med virksomhederne. Sønderborg står stærkt med universitetet og erhvervsuddannelserne. Vi skal løbende være i dialog med virksomhederne omkring deres behov for uddannelse og efteruddannelse.

Stabile rammer er afgørende, når virksomheder investerer. Investorer søger forudsigelighed, og det skal vi kunne tilbyde.

Sønderborg har geografiske udfordringer. Vi ligger et stykke fra motorvejen, men en Als-Fyn-bro vil markant forkorte transporttiden til Odense og København – det vil være en stor gevinst. Det samme gælder lufthavnen, som vi ikke kan undvære. Vi skal sikre, at den bliver grønnere og med bedre forbindelser til omverdenen – særligt når broen kommer.

Det er de generelle rammer, der skal til for at virksomheder vil slå sig ned her. Tre konkrete forslag til, hvad kommunen kunne arbejde på er:

Udnyt den grønne omstilling

ProjectZero har bragt Sønderborg tæt på at være helt CO2 neutral. Det kan være et salgs punkt ift. f.eks. den tyske bilindustri der har udfordringen med at omstille deres produktion af bl.a. el-biler. De har brug for komponenter der er produceret uden udledning af CO2. Her står Sønderborg stærkt.

Styrk sagsbehandlingen med kunstig intelligens

Kommunen råder over de data, som kan bruges til at udvikle effektive løsninger. Hvis man under betryggende rammer åbnede for, at lokale iværksættere kunne anvende udvalgte data, kunne der opstå nye IT-virksomheder, samtidig med at kommunen selv fik bedre og mere effektive værktøjer. Selvfølgelig altid under sikre forhold, hvor ingen personfølsomme oplysninger kan lækkes.

Tiltræk statslige arbejdspladser

Endelig er der et potentiale, vi ofte overser: statslige arbejdspladser. Vi fik 390 arbejdspladser i Augustenborg da naturstyrelsen flyttede dertil. Det kan godt blive til flere. Her tænker jeg at f.eks. Sønderborg Vækstråd kan spille en aktiv rolle i at tiltrække arbejdspladser i samarbejde med universitetet. På den måde kan vi imødegå indvendingen om, at kvalificeret arbejdskraft ikke er til rådighed i området.

Læs også...  Debat: Mobilitet skal være en rettighed frem for et privilegie

GÅET GLIP AF .. ?