Byrådskandidat Frederik Klakk Jeppesen, Liberal Alliance, skriver:
Vi er midt i valgkampen til kommunalvalget i Sønderborg, og det er naturligt, at partierne og vi kandidater trækker linjerne skarpt op, for at vise klare forskelle. Det er essentielt for demokratiet, at vi debatterer skarpt om skolevedligehold, frivillighed og kommunens rolle.
Men der er en grænse for, hvad der er acceptabelt – og SFs spidskandidat Susanne Blegvad Posselts læserbrev, Alle børn fortjener lige gode rammer på Nært & Nyt i går, torsdag, overskrider den ved at fordreje mine udtalelser fra et videoklip på LA Sønderborgs Facebook-side til det absurde. Det er simpelthen underlødigt at lægge ord i munden på modstandere, som de aldrig har ytret. Som spidskandidat for SF – et parti, der står stærkt i meningsmålingerne – burde man sætte barren højere og fokusere på fakta frem for fantasier.
Lad os debattere på reelle grundlag med løsninger, ikke på opdigtede konstruktioner, der skaber splittelse i stedet for dialog. Børnene i vores skoler og institutioner fortjener en valgkamp fri for misinformation. Absurditeten er ligeså tydelig som den er skræmmende:
Hvor stammer påstanden om ‘mænd i jakkesæt og blå skjorter ikke vil betale skat’ fra? Jeg har aldrig nævnt skat i videoen – det er en fuldstændig fri fantasi, der maler Liberal Alliance som skattesnydere, der bevidst undergraver skolerne. Men Susanne Blegvar Posselt stopper ikke her, mine ord strækkes helt ud i det latterlige: Fra en konkret oplevelse, hvor forældre frivilligt tilbød at male ét slidt klasselokale på Hørup Centralskole, til at det fremstilles som et politisk forslag om, at kommunen skal overlade alt vedligehold til forældre på alle skoler. Susanne går atter videre og opfinder scenarier om, at kun børn med ‘ressourcestærke forældre’ får ordentlige rammer – og pludselig skal forældre købe iPads, bøger og computere?
Intet af dette stemmer med, hvad jeg sagde; det er ren skræmmekampagne og jeg ved at både hun og SF er bedre end dette. For klarhedens skyld: Afvisningen kom ikke direkte fra kommunen, men fra skolelederen, der henviste til kommunens ansvar – hvilket netop illustrerer det bureaukrati, der blokerer frivillig hjælp. Jeg opfordrer alle læsere til selv at se det korte videoklip her og danne deres egen mening.
Kort opsummering af fakta
I podcasten beskrev jeg en konkret oplevelse fra Hørup Centralskole, hvor forældre tilbød at male et slidt klasselokale – ikke malet i 19 år, ifølge en lærer – men de mødte bureaukrati.
Jeg hverken lo eller ler af pedeller eller personale – kun over absurditeten i afslaget, der blev begrundet med at det ikke var forældrenes ansvar, hvilket det rettelig ikke er, men som efter min mening burde få lov og mulighed for at bruge en lørdag i arbejdstøjet til at lappe de huller kommunen åbenlyst ikke selv magter.
Liberal Alliance foreslår ikke, at forældre skal overtage kommunens ansvar; tværtimod insisterer vi på, at kommunen i et højtbeskattet land som Danmark skal sikre anstændige rammer.
I Liberal Alliance Sønderborg vil vi fjerne barrierer for frivillighed: Være medspillere, støtte fundraising, og lade os alle bidrage til bedre skoler uden unødvendig friktion. At bibeholde arbejdsdagene styrker sammenholdet og fællesskabet i lokalsamfundet, giver os stolthed over institutionerne og hjælper med, at vi alle passer bedre på dem.
Lad os holde debatten konstruktiv – for børnenes, de ansattes og borgernes skyld.

