Sygeplejeske Heidi Holm Damgaard, Sønderborg, skriver:
Du kan være berettiget til befordring, hvis sygehuset vurderer, at du af helbredsmæssige årsager ikke kan benytte offentlige transportmidler og hvis du samtidig opfylder en af følgende betingelser:
At du er pensionist efter de sociale pensionslove
At afstanden mellem din bopæl og nærsygehuset overstiger 50 km – afstanden beregnes på krak.dk
At du går i videreambulant forløb
Alligevel oplever en bekendt, som er førtidspensionist og har en sjælden cancerdiagnose samt andre tilstødende fysiske diagnoser, nu en boksekamp med befordringen for at blive transporteret de ca. 207 km til sin kemobehandling/indlæggelse på AUH, som ud over Herlev er eneste behandlingssted for netop hendes Cancertype.
Trods skriftlige papirer fra behandlende læge, og tydelige udtalelser fra afdelingen, nægter befordringen at transportere hende. Der angives, at hun må tage offentlig transport med flere skift trods hendes helbred.
Afdelingen fortæller, det er typisk for patienter, der skal krydse regioner, at skulle kæmpe, for at få ret til det, de har behov for. De siger sågar ’Åh nej’ når de hører man kommer fra Region Syddanmark, for så ved de hvilken kamp deres patient har forude.
Lægerne lægger fokus på, at patienterne skal bruge deres energi og kræfter på, at modtage behandling og bekæmpe deres alvorlige cancerdiagnose, ikke slås med bureaukratiet. Der er vurderet lægeligt, at patienten ikke er i stand til offentlig transport.
Alligevel mener befordringen åbenbart de ved bedre end de behandlende læger?
Kan det være rigtigt, det er det, vi tilbyder vores alvorligt syge cancerpatienter og gør det fordi vi ikke i Syddanmark kan behandle denne sjældne cancertype. De kan ikke få hjælp, fordi de ikke kan komme frem, fordi offentlig transport er udelukket – at køre selv er udelukket og familien ikke kan bistå?
Og så kalder vi os en velfærdsstat?
Vi kan ikke engang tage os af de hårdest ramte?
