Byrådskandidat Jesper Kock, Socialdemokratiet, skriver:
I Dragør har de vist vejen: Alle skolebørn kommer ud i naturen flere gange om året, fordi lærere og pædagoger kan hente udstyr i kommunens grejbanker. I Aarhus kan familier for et lille beløb låne en kano og tage børnene med på fjorden. De steder har man forstået, at når grejet er til rådighed, så bliver naturen en del af hverdagen.
Her i Sønderborg er vi allerede godt på vej. Alle børnehaver og skoler kommer på ture med vores dygtige naturvejledere, og de kan i dag låne udstyr i et vist omfang. Men meget af grejet står stadig ubrugt det meste af tiden, og udlån sker ikke altid helt enkelt. En grejbank på Kær Vestermark vil åbne for endnu flere muligheder – og gøre det nemmere og mere smidigt at låne udstyr, både for skoler, foreninger og borgere.
Forestil dig en klasse fra Dybbøl, der nemt kan booke kanoer til en dag på Alssund. En børnehave fra Broager, der kan hente telte til en overnatning på engen. Eller en familie fra Nordborg, der kan låne soveposer og tage på tur under stjernerne. Alt sammen uden at skulle investere i dyrt grej selv.
En grejbank vil give vores børn og unge flere oplevelser, styrke fællesskabet i foreningslivet og skabe mere liv på Kær Vestermark. Vi har allerede udstyret, vi har naturvejlederne, vi har rammerne – nu mangler vi bare at få det organiseret, så alle får glæde af det.
Det er sund fornuft, det er bæredygtigt – og det vil gøre Sønderborg endnu rigere på oplevelser.



