Debat: Lad os skabe gode rammer for udvikling af bolig- og ejendomsmarkedet

Debat: Lad os skabe gode rammer for udvikling af bolig- og ejendomsmarkedet
Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Byrådskandidaterne Jes Schwartz-Hansen og Hans Peter Hollænder, Socialdemokratiet, skriver:

Et velfungerende bolig- og ejendomsmarked er afgørende for Sønderborgs udvikling.

Hvis vi vil tiltrække flere borgere, nye virksomheder og fastholde iværksættere, skal der være gode rammer for at bygge, bo og drive erhverv. Her spiller Byrådet en nøglerolle: det er kommunens planlægning, prioriteringer og samarbejde med bygherrer, der sætter tempoet for udviklingen.

Byrådets beslutninger mærkes direkte

Sagsbehandlingstider, lokalplaner, byggefelter og gebyrer er ikke bare tekniske detaljer – de afgør, om projekter bliver til virkelighed. Et effektivt og serviceorienteret samarbejde med bygherrer giver tryghed og fremdrift. Kommunens Erhvervsservice skal tage udgangspunkt i bygherrernes behov for tid og retning, så projekterne kan realiseres i stedet for at gå i stå.

Samarbejde er nøglen

De almene boligorganisationer er afhængige af kommunens velvilje og grundkapital, mens private bygherrer kun bygger, hvis rammerne er attraktive. Derfor skal vi skabe et klima af tillid og fælles ansvar. Når bygherre og kommune arbejder sammen, opstår de løsninger, der giver mening for både naboer, trafikanter og lokalområder.

Boligbyggeri er nødvendigt for vækst

Ejendomsmæglere mangler huse at sælge, og mange husejere flytter kun, hvis de får noget bedre at rykke ind i. Vi skal derfor sikre, at der bygges nye boliger i forskellige prisklasser og størrelser. Samtidig kan omdannelse af erhvervslokaler til boliger skabe nyt liv i eksisterende områder.

Sønderborg skal fortsætte sin positive udvikling

Kommunen er allerede rykket markant op på listen over erhvervsvenlige kommuner – lad os bygge videre på den fremgang. Vi skal fremme grønne og bæredygtige initiativer, hvor både kommune og bygherre bidrager: Når den private part planter grønt på sin grund, kan kommunen fx forbedre cykelstien ude foran.

Et stærkt bolig- og ejendomsmarked er ikke bare et mål i sig selv – det er fundamentet for en levende, attraktiv og bæredygtig kommune.

Læs også...  Læserindlæg: Danmarkdemokraternes taburetkløe

GÅET GLIP AF .. ?