Debat: Øget lukkethed og mørklægning af kommunens økonomi er ikke vejen frem

Debat: Øget lukkethed og mørklægning af kommunens økonomi er ikke vejen frem
Niels Benjamin Sørensen, Danmarksdemokraterne. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Byrådsmedlem Niels Benjamin Sørensen, Danmarksdemokraterne, skriver:

Det var vel de færreste, der studsede over punktet ’Godkendelse af tilpasning af politikområder og bevillingsniveau’ på det seneste møde i Økonomiudvalget. Ikke desto mindre er det et meget vigtigt punkt, der giver helt nye muligheder for de politiske udvalg, og som derfor fortjener en del mere opmærksomhed end den noget kedelige titel ellers lægger op til.

En godkendelse af punktet giver nemlig de enkelte politiske udvalg mulighed for at flytte penge mellem forskellige politikområder uden – som i dag – at skulle spørge Byrådet om lov først. Dette er en væsentlig ændring, da den politiske diskussion herved ikke længere finder sted i Byrådet, hvor debatten er offentlig, men i stedet alene i de enkelte udvalg, hvor de politiske drøftelser er fortrolige.

Et eksempel på en sådan overførelse af penge er, at Børn, Skole og Familieudvalget af flere omgange har overført ekstra penge til det specialiserede børneområde – typisk tvangsanbringelser – fra f.eks. vuggestuer og skoler.

Det kan i flere tilfælde give god mening at flytte penge fra ét politikområde til et andet, hvis der f.eks. er et mindre forbrug ét sted, som kan finansiere et øget forbrug et andet sted; men helt grundlæggende bør det være sådan, at det sker under vilkår med mulighed for åben debat. Det er ikke noget, der bør løses bag lukkede døre til et udvalgsmøde, hvor ikke alle Byrådspolitikere er repræsenterede, og hvor man ikke må gengive de politiske drøftelser.

Derfor er der ganske enkelt tale om en øget lukkethed og mørklægning omkring væsentlige beslutninger, som efter Danmarksdemokraternes vurdering er den helt forkerte vej at gå. Sønderborg Kommune har behov for mere åbenhed om beslutningsprocesserne – ikke mindre. Det illustreres også ganske godt i kommunens håndtering af SONFOR-skandalen, hvor åbenhed helt bestemt også er en mangelvare. Derfor stemmer vi i Danmarksdemokraterne naturligvis nej til mere lukkethed – også når sagen kommer i Byrådssalen på onsdag.

Læs også...  Debat: Danmarksdemokraterne er dybt forundret over Stefan Lydals beskyldninger

GÅET GLIP AF .. ?