Byrådskandidat Leif Curdes, Slesvigsk Parti, skriver:
Jeg kører bil dagligt. Det er ikke fordi jeg nødvendigvis har lyst til det, men fordi jeg ikke kan/vil spilde al den tid, det tager at køre steder hen med bussen i dag.
Vi må anerkende, at den offentlige transport i Sønderjylland er blevet så ringe, at den er uattraktiv for de fleste, der har muligheden for at tage bilen i stedet for. Mange bliver allerede i en ung alder nød til at skaffe sig en bil for at komme på arbejde eller på uddannelsen.
Den udvikling er ikke kun dårlig for miljøet, men den begrænser også bevægeligheden af de borgere, der ikke har adgang til bil fordi de f. eks. er ældre, ikke har kørekort eller mangler de penge til at skaffe og opretholde en egen bil.
I Slesvigsk Parti synes vi helt klart, at den offentlige transport i Sønderjylland skal forbedres.
Vi skal genetablere og fastholde et gratis buskort til unge. Der skal være flere busruter, så hovedruterne ikke behøver at køre gennem alle småbyer, og så skal der mange flere afgange per dag til.
Det dur ikke, at nogle unge kun har tre-fire muligheder om dagen for at komme ind til byen.
Vi skal revidere den måde, vi tænker offentlig transport på. Jeg er overbevist på, at flere og flere vil lade bilen stå og skifte over, hvis vi gør den offentlige transport mere attraktiv og hermed skaber en mere mobil og miljøbevidst Sønderborg Kommune.

