Byrådskandidat Ida Siemens Holm skrevet et svar til Byrådskandidat Betina Thomsen, Konservative:
Det er forståeligt, at forældre ønsker svar, men grunden til, at man ikke altid tester for ordblindhed på specialskoler, er ikke manglende vilje – det er faglighed.
Standardiserede ordblindetests, som bruges i folkeskolen, er udviklet til elever med typisk kognitiv udvikling. Hos børn med komplekse diagnoser kan testen derfor give misvisende eller direkte uanvendelige resultater.
Det vigtigste for os i Enhedslisten er, at manglende test ikke kommer til at betyde, at barnet ikke får den nødvendige støtte. Det skal de uanset hvad der tilbydes. Herudover kaster dit eksempel også lys over, at der er forældre, der ikke bliver ordentligt forklaret de bagvedliggende grunde til de forskellige beslutninger. God kommunikation og samarbejde med forældre er afgørende.
Det vigtige er, at vi øger kvaliteten og muligheden for den specialpædagogiske støtte, skræddersyede materialer og digitale hjælpemidler, som bør række langt ud over, hvad en ordblindetest ville give adgang til.
Kommunen skal følge de nationale retningslinjer, så testresultaterne er fagligt forsvarlige og kan bruges korrekt.
Det vigtigste er ikke en test, men at barnet får den nødvendige og tilstrækkelige hjælp.


