Spidskandidat Jesper Højmark Esbensen, Konservative, skriver:
Sønderborg har brug for flere statslige arbejdspladser, hvis vi skal styrke vækst, tryghed og bosætning i vores kommune. Med udflytningen af Naturstyrelsen fik vi 350 nye jobs – men ser man på fordelingen på landsplan, er der stadig plads til langt flere.
Det handler ikke blot om antallet af arbejdspladser. Det handler om at skabe et sundt og balanceret arbejdsmarked, der gør det attraktivt for familier at slå sig ned. I dag er mange lokale jobs tekniske og præget af en overvægt af mænd. Flere statslige stillinger vil åbne muligheder for kvinder, hvilket vil gøre det lettere for både mor og far at finde relevant arbejde – og dermed styrke sammenhængskraften i vores lokalsamfund.
Sønderborg har tilmed et universitet, der kan levere kvalificeret arbejdskraft til de stillinger, vi tiltrækker. Myten om, at vi ikke kan rekruttere lokalt, holder ikke. Tværtimod kan vi skabe et stærkere samspil mellem universitetet og de statslige institutioner, så uddannelserne bliver mere målrettede arbejdsmarkedets behov.
Vi Konservative ønsker derfor en klar og langsigtet satsning på at få flere statslige arbejdspladser til Sønderborg. Det vil løfte lønniveauet, styrke erhvervslivet og skabe de trygge rammer, der gør vores kommune attraktiv for børnefamilier. Vækstrådet bør få en central rolle i at drive processen fremad og sikre, at potentialet bliver omsat til resultater.
Det handler om retfærdighed – og om at give Sønderborg den fremtid vi fortjener.



