Byrådsmedlem Bjørn Allerelli Andersen, Socialdemokratiet, skriver:
På Amager raser der for tiden en decideret krig omkring en nyfortolkning af den klassiske og meget populære skulptur fra 1913, Den lille Havfrue på Langelinje. Kunstneren Peter Bech, som har lavet den nye havfruefigur, der er noget mere frodig end den gamle, udtaler efter afvisning og kritik af den nye skulptur, den storbarmede havfrue: ”Den rene tåbelighed”.
Styrelsen kræver den nye barmfagre havfruestatue fjernet fra historisk grund, og Dragør Kommune vil heller ikke have den. Kunstanmeldere sabler den ned, og kunstneren bag værket og grundejeren står uforstående tilbage.
Jeg er en smule misundelig overfor den slags krydderier på tilværelsen, fordi jeg synes vi har en ‘ringriderstatue’ i Broager, der burde kunne trække langt større overskrifter.
Ved den 100. ringriderfest i Broager i 2003, besluttede Broager og Omegns Ringriderforening at stille en ringriderstatue op på torvet i Broager, og det blev kunstneren blev Marco Evaristti, der blev udpeget til at lave en skulptur. Kunstneren har tidligere gjort sig bemærket med guldfisk i en blendere.
Bevares, jeg skal ikke være smagsdommer i Broager, men da en borger henvendte sig til mig, fordi hun og flere andre borgere føler sig krænket på deres køns vegne over den lidet flatterende ‘hyldest til ringridersporten’, kan jeg kun give hende ret. Hun fortæller, at de føler, de kæmper en forgæves kamp for at få skulpturen fjernet.
Ringriderstatuen i Broager består af en hvid portal, hvor der står en kvinde i bronze, med ansigt og krop helt dækket og indhyllet i stof.
For nogle år siden blev skulpturen stjålet, men fundet igen. I mellemtiden havde man – mod betaling – fået kunstneren til at fremstille en kopi, så nu står der to af slagsen i portalen på torvet i Broager.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad læserne synes om skulpturen, og om I eventuelt deler opfattelse og føler jer krænkede over skulpturen og måske om den opfylder målet om en hyldest til ringridersporten i Broager?
Eller har kunstneren simpelthen opnået hvad han ville, og skabt en debat.
Omvendt har jeg også hørt argumentet om, at dårlig kunst gør os alle dummere! Kejserens nye klæder? Temaet har ingen grænser.
Skriv hvad du synes i kommentarfeltet under artiklen på Nært & Nyts Facebookside.



