Byrådskandidat Jesper Højmark Esbensen, Konservative, skriver:
Det er positivt, at byrådet er nået frem til en bred aftale, som alle partier kan stå bag. I en tid præget af politisk splittelse sender det et signal om stabilitet og ansvarlighed. At der tilføres flere midler til kernevelfærden – ældre, skoler, klimasikring, beredskab og infrastruktur – er både rigtigt og nødvendigt.
Men vi må også erkende, at aftalen rummer mangler. Og her er det tydeligt, at de borgerlige partier i byrådet har slugt nogle store kameler. Det må vi, som står uden for aftalen, holde fast i og påpege.
Kommunens økonomi svækkes markant. Kassebeholdningen falder fra 613 millioner kroner i 2024 til blot 173 millioner i 2029. Det betyder et hul på omkring 50 millioner kroner hvert år i den kommende byrådsperiode. Det er svært at tolke anderledes end, at der ses gennem fingre med økonomien nu, fordi det er valgår. Men vi ved alle, hvad det fører til: En spareøvelse lige efter valget.
Der sættes kun 300-500.000 kroner af årligt til Beredskabet. Det er uansvarligt lavt, når Sønderborg mangler både beskyttelsesrum og reelle planer. Samtidig satses der på et grænseoverskridende samarbejde, som mest af alt udvisker ansvarsområderne: Hvem gør hvad, og hvem betaler?
At E Kleinbahn får 1,2 millioner kroner, mens beredskabet overses, er svært at forklare.
Over 500 unge under 25 år står uden for både job og uddannelse – men budgettet nævner dem ikke med et ord. Hvis vi ikke får dem i gang, risikerer vi at miste en hel generation til passiv forsørgelse. Det er både en social tragedie og en økonomisk byrde. De unge skal hjælpes ind i arbejde eller uddannelse – ikke parkeres på sidelinjen.
Til sidst må vi erkende, at det, der kaldes budgetaftale 2026-2029, reelt kun er småjusteringer. Der ændres for 27 millioner kroner på driften ud af 4.325 millioner og 19 millioner kroner på anlæg ud af 250 millioner. Altså i alt blot 1 procent af kommunens budget. Det gør det svært at forholde sig til budgettet.


