Borgmesterkandidat Kirsten Bachmann, Slesvigsk Parti, skriver:
Slesvigsk Parti deler bekymringen over de høje varmepriser på Nordals. Men ansvarlig politik handler ikke om at love hurtige genveje, der ikke kan gennemføres. Det handler om at skabe reelle og holdbare løsninger, der giver tryghed for forbrugerne – og lovlighed for kommunen.
Venstres Jimmy Simonsen opfordrer til, at vi i Byrådet ‘kommer i arbejdstøjet’. Det lyder fint – men kun, hvis løsningerne holder juridisk. De forslag, SONFORs bestyrelse sendte til politisk behandling, var ikke lovlige. Kommunen må hverken støtte forsyningsselskabet økonomisk eller flytte byrder mellem forbrugerne. Det ville bryde varmeforsyningsloven – og det ved Venstre godt og de stemte selv imod.
Der findes til gengæld konkrete økonomiske veje, som SONFOR kan forfølge inden for reglerne: forlængelse af lånenes løbetid, midlertidig afdragsfrihed eller en ansøgning til Forsyningstilsynet om forlængelse af perioden for indhentning af underdækningen. Det er saglige, lovlige muligheder, som endnu ikke er taget i brug. Det er dér, arbejdstøjet skal tages på – ikke ved at foreslå ulovlige tilskud eller skyde på dem, der insisterer på at overholde loven.
Slesvigsk Parti er ikke repræsenteret i SONFORs bestyrelse, men følger arbejdet tæt. For os handler det om at finde realistiske løsninger, der letter presset på forbrugerne – med fokus på social tryghed, åben dialog og lavere priser.



