Byrådskandidat Tim Bøttger og folketingsmedlem Sofie Lippert, SF, skriver:
Vi møder igen og igen unge, der knokler for at få et 12-tal og føler sig som en fiasko, hvis de får 7. Det er virkeligheden med den nuværende karakterskala. Den lægger op til perfektion og skaber stress i stedet for motivation.
Vi mener, at tiden er inde til en ny og mere retfærdig karakterskala. En skala der anerkender indsats og udvikling, og som giver plads til at lære og begå fejl undervejs. Det handler ikke om at gøre det lettere at få høje karakterer, men om at skabe en skala der giver mening og fremmer reel læring.
Her i Sønderborg hører vi om gymnasieelever, studerende og unge på ungdomsuddannelser, som mærker presset. Der er for lidt plads til at fejle, og for meget fokus på at præstere perfekt.
Det går ud over både trivsel og lysten til at lære. Det skal vi tage alvorligt.
Som ung kandidat og som folketingspolitiker vil vi arbejde for en karakterskala, der passer til den virkelighed unge står i. Ikke en der knækker dem.
Vi bakker op om ideen om en ny skala, som flere eksperter og uddannelsesaktører allerede peger på som en bedre løsning. Det er ikke fordi, karakterer skal fjernes, men fordi den nuværende skala presser unge unødigt og ikke giver et retvisende billede af deres evner.
Vi skylder de unge at gøre op med 12-talsræset.


