Svend Schütt, Gråsten, skriver:
Torsdag aften blev jeg ringet op af en mand, der præsenterede sig som Kim, ansat i Rigspolitiets Bedrageriafdeling. Han ringede fra hemmeligt nummer og fortalte, at de havde beviser for, at jeg havde optaget flere lån – blandt andet hos Santander og to andre låneudbydere, som jeg ikke lige kan huske navnet på. Ifølge ham var lånene underskrevet af mig, og mit MitID var blevet brugt til at gennemføre dem.
Samtalen begyndte som et slags forhør, hvor han i 10-15 minutter stillede spørgsmål. Jeg vidste selvfølgelig, at jeg aldrig havde taget disse lån, og spurgte derfor, om der kunne være tale om identitetstyveri. Pludselig ændrede tonen sig. Nu ville han vide, om jeg havde været online på offentlige steder, hvilke banker jeg havde konti i, og hvilke jeg havde adgang til.
Han hævdede derefter, at han straks havde kontaktet disse banker. Han fortalte løbende, at han nu modtog rapporter, som viste, at “jeg” også dér havde optaget lån. En af hans kollegaer skulle angiveligt sidde og sammenligne tallene i rapporterne med beløbene på min netbank. Til sidst bad han mig logge ind og oplyse mit indestående.
Herefter forklarede han, hvordan bankerne normalt “beskytter” kunder i sådanne sager: ved at spærre kontoen, oprette en ny i samme bank og give mig en ny, særlig 8-cifret kode. Derefter skulle jeg flytte mine egne penge over på den nye konto.
Det var her, alarmklokkerne for alvor begyndte at ringe. Jeg nægtede at flytte pengene og sagde direkte til ham, at jeg nu var i tvivl om, hvorvidt han i virkeligheden selv var bedrageren. Han forsøgte at berolige mig og spurgte, om jeg vidste, at politiet altid ringer fra et nummer, der ender på 1448. Jeg svarede ja, men gjorde ham opmærksom på, at han jo ringede fra hemmeligt nummer. Det forklarede han med “sikkerhedsmæssige årsager”, men tilbød så at afslutte samtalen og ringe tilbage fra hovednummeret.
Imens bad jeg min hustru ringe til politiet for at få bekræftet hans identitet. Kort efter ringede han igen – denne gang fra +45 7188 1448. Men samtalen varede kun kort, hvorefter han igen ringede fra hemmeligt nummer. Det samme gentog sig tre gange. Nu tog jeg dog ikke længere telefonen.
Politiet kunne efterfølgende oplyse, at nummeret +45 7188 1448 var et taletidskort. Dermed blev det endeligt bekræftet: “Kim fra Rigspolitiets Bedrageriafdeling” var ikke fra politiet – han var selve banditten.
Advarsel til andre
Hvis du bliver ringet op af nogen, der påstår at være fra politiet, banken eller andre myndigheder:
Giv aldrig adgang til din netbank eller flyt penge på deres opfordring.
Stol ikke på numre, der dukker op på skærmen – svindlere kan forfalske både hemmelige og officielle numre.
Læg på og ring selv til politiet eller banken via de officielle telefonnumre, du finder på deres hjemmeside.
Husk: Myndigheder vil aldrig bede dig flytte penge til en “sikker konto”.

