Læserindlæg: Ældrepolitikken forandres i de kommende år

Læserindlæg: Ældrepolitikken forandres i de kommende år
Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Byrådskandidat Claus Brinck, Socialdemokratiet, skriver:

Det mest centrale spørgsmål i den kommunale valgkamp vil være: Hvad gør vi på ældreområdet?

Claus Brinck. Pressefoto

Med en markant stigning i antallet af +80-årige står ældrepolitikken over for et massivt pres. Vi må og skal finde løsninger, der kan strække både økonomi- og personaleressourcer længere, hvilket kræver, at vi tænker i nye baner.

Her er en række muligheder, der ofte fremhæves i debatten. Muligheder der sikkert fra flere politiske sider ikke umiddelbart er til at sluge, men ikke desto mindre, mener jeg, at de foreslåede løsninger kan være blandt de midler vi kan bruge til at imødegå de kommende udfordringer.

Øget brug af velfærdsteknologi

Vi er nødsaget til, at frigøre ressourcer ved at automatisere rutinemæssige og administrative opgaver. Det betyder, at gøre øget brug af digitale løsninger: Indførelse af doseringsrobotter til medicin, digital kommunikation mellem borger, pårørende og personale, og sensorer der kan overvåge og alarmere ved fald eller lignende. De løsninger kan spare tid, minimere fejl og give personalet mulighed for at fokusere på den direkte, personlige pleje.

Robotter og hjælpemidler: Anvendelse af mere avancerede robotter til opgaver som rengøring, madlavning eller endda assistance ved forflytninger, der kan aflaste personalet fysisk. Et forslag fra Slesvigs parti, der blev fremhævet i en paneldebat hos Ældre Sagen var at indføre toiletter med skyl og tørring.

Fokus på forebyggelse og sundhedsfremme

Vi skal tage sundhed alvorligt, og i stedet for altid at fokusere på, hvordan vi helbreder, skal vi i langt højere grad sørge for, at folk ikke bliver syge. Jo sundere og mere selvhjulpne, og det gælder ikke kun ældre, desto mindre pleje er der behov for.

Ved at investere i forebyggelse kan man potentielt udsætte behovet for omfattende pleje.

Fysisk aktivitet og ernæring: Støtte til kommunale tilbud om motion, socialt samvær og korrekt ernæring. Målet er at holde borgerne sunde og aktive i længere tid.

Tidlig indsats: Systematisk opsporing af ældre, der er i risikogruppen for at blive ensomme, syge eller svækkede, så de kan få hjælp i tide.

Rehabilitering: Styrket fokus på rehabilitering efter sygdom, så ældre genvinder tabte funktioner og undgår at miste mobilitet unødigt.

Anderledes organisering og inddragelse af civilsamfundet

Vi er også nødt til, at gentænke, hvem der leverer ydelserne. I dag hører man igen og igen, at ydelserne skal leveres af kommunen, men er det ikke et udtryk for en misforståelse, der har bredt sig gennem de seneste årtier, at kommunen er ansvarlig for levering af stort set alt?

Så længe ydelserne ikke omfatter personlig pleje kan opgaverne vel udmærket leveres og løses af andre end kommunen.

Frivillige og pårørende: Skabe bedre rammer for, at frivillige og pårørende kan bidrage med socialt samvær, ledsagelse og aktiviteter. De frivillige skal ses som et supplement og ikke en erstatning for professionelle fagpersoner.

Fleksible arbejdsformer: Give personalet mere frihed til selv at tilrettelægge arbejdsdagen, så de kan bruge mere tid på den enkelte borger og mindre tid på administration.

Debat om finansiering og serviceniveau

Det er en mere fundamental diskussion, som kræver politiske beslutninger.

Øget effektivitet vs. øget finansiering: Skal den stigende regning primært betales via øget effektivisering, eller skal der findes nye måder at finansiere velfærden på?

Her skal der ikke herske tvivl om, at jeg ikke ser brugerbetaling som en vej, når der er tale om sundhedsydelser eller personlig pleje.

Differentierede tilbud: Måske kan der oprettes differentierede tilbud, hvor borgere med behov for simple ydelser betjener sig selv via teknologi, mens de mest plejekrævende borgere får mere intens personlig pleje. Vi må nok se i øjnene, at vi må gøre op med ligemageri, og i langt højere grad lade behovet være afgørende.

Der er ingen enkel løsning, og den mest bæredygtige vej frem er sandsynligvis en kombination af alle disse tilgange. Det er en kompleks opgave at finde den rette balance mellem økonomi, kvalitet og det personlige møde.

Vor velfærd er truet, så vi er nødsaget til at se os om efter nye løsninger og metoder.

Læs også...  Debat: Inklusion må ikke blive til tvangsinklusion – børnene betaler prisen

GÅET GLIP AF .. ?