Byrådskandidat Mikael Hertig, Alternativet, skriver:
Det nuværende 600 meters badeforbud er utilstrækkeligt. Det har jeg undersøgt og er nu kommet til den konklusion, at man ud fra Planlovens forsigtighedsprincip bør indføre et midlertidigt badeforbud, indtil generationsforureningen ved Himmark er renset, og målinger viser, at de nuværende risici er nedbragt.
Der skal ikke være nogen risiko for, at badende risikerer langvarige skader i form af kræft eller nedsat fertilitet, fordi de har badet i havet ved disse strande.
Der er to grunde til, at der bør indføres et kombineret bade- og fiskeforbud.
For det første: Cadmium og zink. Der er navnlig blevet målt for det, man i sin tid navnlig var opmærksom på, navnlig fra havbunden – også ved Resortet: Klorerede opløsningsmidler som eksempelvis Trichloretan.
Jeg havde – uden at være ekspert – forestillet mig, at mængden måske også kunne have været målt regelmæssigt i havvandet. Man kan diskutere, om der er målt hyppigt nok. Men der er også overskredne værdier af cadmium og zink. Selv om det er sandt, at cadmium ikke nævneværdigt optages gennem huden, så skal man slet ikke se bort fra, at svømmende og legende mennesker, inklusive børn, også sluger havvand ved badning.
Hvad fiskeriforbud angår, er det klarlagt, at fisk der eksponeres for cadmium, optager det gennem munden. Dermed eksponeres de, der spiser sådanne fisk, selv for cadmium.
For det andet, PFAS og lignende
Da embedslægen i sin tid udstedte badeforbuddet, var opmærksomheden alene rettet mod de miljøgifte, man dengang havde opmærksomheden henledt på. Her handlede det som nævnt om klorerede opløsningsmidler.
Man skal huske på, at generationsforureningen startede omkring 1950, og at der er store mængder andet end industriaffald, herunder fra landbruget. Jeg ser et sted omkring 100 tons. Heriblandt Bladan/Parathion.
For mig ser det ud, som om bladan, der først blev forbudt i 2003, også kan være lagret i depotet. Det ser slet ikke ud, som om der er undersøgt for parathion/bladan.
På den baggrund foreslår jeg badeforbud og fiskeforbud fra omkring Lavensby Strand til Taksenstrand.


