Byrådskandidat Jørgen Jørgensen, SF, skriver:
I SF er vi temmelig forundret over, hvad hensigten er med Danmarksdemokraternes hetz imod den grønne omstilling. Er det et populistisk forsøg på at høste de altid utilfredse vælgers stemmer? Det er det givet vis. Er det også fordi de ser sig selv som landbrugets politiske talerør, nu da Venstre er hoppet over til fjenden. Det er det givet vis.
Eller, den sidste mulighed, som især kendetegner Danmarksdemokraternes lokale enfant terrible, Niels Sørensen, der er aldeles argumentresistent, og ikke helt ved ikke, hvad han snakker om, når han skriver: ” Når man erstatter en kornmark med en jernmark, så betyder det, at maden skal dyrkes andre steder. Faktum er, at landbrugsproduktionen vil flytte til udlandet. For at øge produktionen i udlandet vil man så skulle fælde skovarealer.”
Ja, undskyld, men det er jo vås. Den mad han tror bliver dyrket på de danske marker er ikke mad, men svinefoder, til de 20 mio. svin der årligt produceres i de danske svinestalde, og hvis gylle er den primære årsag til iltsvindet i de indre danske farvande. Alene derfor er DD’s påståede kamp for naturen en falsk sang.
Og helt galt går det for Niels’ logiske evne til at ræsonnere, når han hævder, at fordi der stilles solceller op på godt en procent landbrugsjord i Danmark, så flyttes landbrugsproduktion til udlandet, og så skal det fælles skov i udlandet. Det minder for meget om Rasmus Montanus, der hævder at Lillemor er en sten, fordi hun ikke kan flyve. Der er jo hverken hoved eller hale i den snak. Som om det var et nulsumsspil.
I mange år har en del af EU’s landbrugspolitik været krav om, at landmænd skulle lægge en vis procentdel af deres jord brak, fordi der var overproduktion. I disse år er brakprocenten 4 procent. Og når den vedvarende energi, med sol og vind er fuldt udbygget i Danmark, vil det kun dække godt 1 % af landbrugsjorden. Men disse kendsgerninger gider Niels ikke forholde sig, de forstyrrer hans verdensbillede og partiets planlagte valgkamp. Der er både noget Morten Kock stokroser idyl over, Danmarksdemokraternes tilgang, om at alt var bedre i gamle dage, tilsat lidt Trumpsk alternative sandheder.
Den grønne trepart, som der arbejdes med lige nu over det ganske land, og som skal skabe mere natur, skov og mindre udledning fra landbruget vil, når den er fuldt implementeret, tage 15 procent landbrugsjord ud af drift. I den sammenhæng er Danmarksdemokraternes kamp mod biogas, vindmøller og solceller og den grønne omstilling både patetisk og sølle. Og giver ikke mening. Selv i en politisk debat må der være krav om substans og seriøsitet. I de mindste viljen og evnen til at blive klogere.
Det er også temmelig sølle, at et parti stiller op til valg med kun en mærkesag, om at beskytte de danske hvedemark, som om de var natur, det er de ikke, og påstanden om at beskytte folks baghaver, som om folks udsigt fra deres køkkenvindue vil blive ind i en solcellepark. Det er jo himmelråbende naivt.
Smarte retoriske greb om ‘jernmarker’ der stjæler vores natur og placeres i ‘folks baghaver’, siger en del om de kyniske hensigter i Danmarksdemokraternes bestræbelser for at blive valgt til byrådet.
Heldigvis er der bred enighed blandt de andre partier om den grønne udvikling, så skulle Danmarksdemokraterne vinde en taburet, må det blive den over i hjørnet. Det vi i min skoletid også kaldte skammekrogen.
