Byrådskandidat Niels Benjamin Sørensen, Danmarksdemokraterne, skriver:
At få skæld ud af en folkesocialist er et af de største komplimenter, man kan få som borgerlig politiker. Så jeg har meget at takke Jørgen Jørgensen for. Jørgen Jørgensen fra SF beskylder nemlig i sit seneste læserbrev Danmarksdemokraterne for at have lært noget af ’den store baby i USA’ og ‘gentage alternative sandheder’, blot fordi vi – i modsætning til SF – bekymrer os om vores skønne natur og kulturlandskab og derfor siger klart nej til jernmarker i vores folks baghaver.
Jørgen Jørgensen beskylder os i Danmarksdemokraterne for at ’gamble med vores børn og børnebørns fremtid for en kortsigtet vælgergevinst’. Hvad Jørgen Jørgensen imidlertid ikke er klar over er, at vi faktisk mener det, når vi siger klart nej til solceller i vores borgeres baghaver.
Disse såkaldte jernmarker er ikke alene hæslige at se på, men ødelægger også natur eller landbrugsarealer, hvor der burde dyrkes mad. Når man erstatter en kornmark med en jernmark, så betyder det, at maden skal dyrkes andre steder. Faktum er, at landbrugsproduktionen vil flytte til udlandet. For at øge produktionen i udlandet vil man så skulle fælde skovarealer. Det er jo i bund og grund ret grotekst, når Sønderborg Kommune fjerner landbrug for blandt andet at lave skov.
I stedet for at ødelægge vores skønne natur og kulturlandskab – som Jørgen Jørgensen og SF tilsyneladende ønsker – så vil vi beskytte vores landskab imod jernmarker. Solceller kan med fordel placeres på tage eller over parkeringsarealer og cykelstier, hvor de skader mindst og gavner mest. På den måde sikrer vi en ansvarlig grøn omstilling.
Hvad der kan undre ved SFs iver efter at så vores smukke landskab til med grå jernmarker, er den manglende hensyntagen til de borgere, der bor nærved. SF har ellers for vane at italesætte sig selv som et parti, der tager vare om de svage og udviser sympati med de mennesker, der rammes af uretfærdigheder. Man burde jo derfor kunne forvente, at SF ville beskytte de borgere, der risikerer at blive stavnsbundne, fordi de får en jernmark som nabo. Men nej – det sker naturligvis ikke. Det er åbenbart ikke den slags mennesker, der bor i vores landdistrikter, som SF har sympati med.
Man må forstå, at det for SF er lige meget, at mennesker gøres fortræd, bare det ikke rammer deres vælgere i de fine saloner i de største byer. Så meget for solidaritet.



