Byrådskandidat Claus Damm Johansen, Liberal Alliance Sønderborg, skriver:
De mindre byer i Sønderborg kommune er fyldt med fællesskab, sammenhold og stolthed. Men deres veje og fortove er i elendig stand. Det skyldes flere ting, bl.a. kloakseparering, fjernvarme og manglende vedligeholdelse.
I min optik står det skidt til grundet manglende kontrol, opfølgning og fokus. Jeg ser det som positivt at budgetforliget har afsat 8 mio. kr. i 2026-2027 til vedligehold af veje og cykelstier. Pengene rækker ikke langt, og vi risikerer, at børn og ældre kommer til skade på de nedslidte fortove, cykelstier og hullede veje. Men den største trussel er at tilflyttere fravælger vores skønne mindre byer.
Vores mindre byer er vigtige. Det er her vi har muligheden for at skabe endnu mere vækst og tilflytning. Det er også her vi ønsker at folk bliver boende. Men hvad er den langsigtede plan for vedligehold og udvikling af infrastrukturen?
I mit daglige virke kommer jeg rundt i hele Sønderborg Kommune. Over tiden kan jeg se at manglende kontrol eller en manglende plan for infrastrukturen er skyld i at flere mindre byer ser slidte og uattraktive ud. Dette er i mine øjne en barriere for den fremtidige byudvikling og tilflytning.
Jeg vil arbejde for, at de mindre byer ikke går i glemmebogen i byrådet og når der skal tænkes byudvikling. Der er et stort potentiale for udvikling i de mindre byer i Sønderborg Kommune.




