Byrådsmedlem Didde Lauritzen, Socialdemokratiet, skriver:
En del politiske partier har i de seneste måneder ytret sig om alt det der er forkert ved Sønderborgs studiemiljø og særligt om de internationale studerende som vælger vores kommune til. Desværre bygger mange udtalelser i den debat mere på mavefornemmelser end på fakta.
I et debatindlæg skriver Tobias Brus Mikkelsen fra Dansk Folkeparti, at uddannelsesniveauet i Sønderborg Kommune er for lavt, og at for få har en lang videregående uddannelse. I kommentarsporet supplerer han sin holdning til Sønderborgs uddannelsesniveau med at ’der burde være en sund snak om, hvad der er nødvendige uddannelser og hvad vores unge i kommunen vil have af uddannelser. Ikke hvad udlandet vil hertil for at uddanne sig i’.
Sønderborgs uddannelsesniveau hænger sammen med mange års centralisering af uddannelser og arbejdspladser mod landets største byer – en udvikling, som har ramt hele provinsen. Alligevel har Sønderborg som en af få kommuner formået at vende udviklingen. Befolkningstallet stiger, og vi har opbygget et stærkt internationalt studiemiljø centreret omkring SDU Sønderborg, EASV og Maskinmesterskolen.
De tal, Tobias Brus Mikkelsen henviser til, er fra 2019. Siden da er antallet af studerende vokset markant i Sønderborg. I 2021 havde 28,4 procent af borgerne i Sønderborg en lang videregående uddannelse – det højeste niveau i Sønderjylland og i Syddanmark kun overgået af Odense, Svendborg og tre kommuner i trekantsområdet. Til sammenligning lå Aabenraa på 23 %. I Frederiksberg Kommune var andelen 61,8 procent- landsgennemsnittet er derfor ikke det bedste pejlemærke når udviklingen er så skæv. Når det gælder ufaglærte, arbejder vi også målrettet på at løfte andelen af faglærte, styrke folkeskolen og uddannelsesmulighederne i Sønderborg kommune.
Påstanden om, at SDU Sønderborg uddanner efter ’udenlandske behov’, er en misforståelse. Universitetet blev fra starten skabt for at dække det lokale erhvervslivs behov – særligt inden for særligt ingeniørfag og software. Samarbejdet mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommune er unikt, og resultatet taler for sig selv: 70–75 procent af de internationale studerende bliver i området efter endt uddannelse og bidrager til den lokale arbejdsstyrke. Dette skyldes ikke mindst den jobgaranti som de lokale virksomheder tilbyder. Alternativet er ikke, at andre danske dimittender træder til – men at arbejdspladserne forsvinder, derhen hvor arbejdskraften er.
I dag står vi med et velfungerende universitet, som giver os mulighed for at drømme videre. Vi arbejder for at tiltrække nye uddannelser inden for humaniora, sprog, kommunikation og sundhed – men det kræver nye fakulteter, undervisere, lokaler og investeringer. Derfor skal vi fortsat være strategiske og tage udgangspunkt i vores styrkepositioner og fremtidens behov.
Et par eksempler: Vi har indgået samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen i Valby om muligheden for en international uddannelse inden for kok, tjener og receptionist, fordi turismen i Sønderborg vokser. På Sundhedsområdet kommer vi til at mangle personale, derfor har vi etableret Sundhedscampus Ahlmann, hvor vi fortsat skal arbejde for at tiltrække uddannelser. Hvis det står til Socialdemokratiet bliver det blandt andet uddannelser indenfor: SOSU, sygepleje, pædagogisk assistent, fodterapi, sundhedsadministrativ koordinator, radiograf og bioanalytiker.
Vi skal arbejde for et mangfoldigt uddannelsesudbud og et stærkt arbejdsmarked i Sønderborg Kommune. Og vi skal være stolte af, at Sønderborg er én af landets mest internationalt orienterede studiebyer, et sted hvor unge fra hele verden søger til, det er en unik styrkeposition og det er netop det, der skal give os et andet ’brand’ end andre universitetsbyer. De studerende er ikke et problem, de er en ressource. De bidrager til vækst, udvikling og et levende studie-og ungemiljø. Uden studerende, uden uddannelser og uden kommende medarbejdere til vores virksomheder – ingen udvikling, ingen stærk økonomi, og ingen velfærd.


