Byrådskandidat Jesper Højmark Esbensen, Konservative, skriver:
I stedet for at bruge kræfter på papirarbejde og gentagne opgaver kan kommunen frigøre tid til det, der virkelig betyder noget: Bedre service til borgerne. Med en åben og lokal tilgang kan vi skabe løsninger, som både styrker kommunen og giver nye arbejdspladser i erhvervslivet.
Et oplagt og konstruktivt forslag er at se mod ny teknologi – herunder kunstig intelligens. Kunstig intelligens bygger på træningsdata, og dermed på adgang til kommunens data. Hvis kommunen inviterer lokale virksomheder til en åben dialog, hvor udfordringer og mulige forbedringsområder præsenteres, får virksomhederne det nødvendige råstof til at udvikle løsninger, der kan lette det administrative arbejde i kommunen. Løsninger, som efterfølgende vil kunne sælges andre steder og dermed skabe nye arbejdspladser her i kommunen.
Vi er bevidste om, at der kan være bekymringer forbundet med brugen af data – især risikoen for, at oplysninger lækkes eller anvendes i sammenhænge, hvor de ikke hører hjemme. Men ingen hemmelige eller følsomme data skal forlade kommunen eller ende i udlandet. Dette kan sikres gennem både lovgivning og den måde, systemerne designes på. Samtidig vil en sådan tilgang give danske virksomheder en reel fordel i forhold til de store udenlandske aktører.
Derfor vil vi konservative i Sønderborg foreslå, at kommunen etablerer en form for samarbejde med de lokale virksomheder, hvor udfordringer inden for databehandling og administration præsenteres og mulige løsninger kan diskuteres. Vi er overbeviste om, at det kan føre til både bedre løsninger, øget effektivitet, kvalitet og nye arbejdspladser til gavn for Sønderborg.
Hvor meget der kan spares, kan jeg ikke sige noget om, men de fleste kan godt se at ChatGPT har forbedret mange arbejdsgange allerede. Det skal også gøres muligt og sikkert i kommunen.


