Borgmesterkandidat Jimmy Simonsen, Venstre, skriver:
I Sønderborg taler vi ofte om lige muligheder for alle. Men for mange borgere med handicap er virkeligheden en helt anden. Mødet med kommunen bliver alt for ofte en opslidende kamp præget af lange sagsforløb, fejl og manglende forståelse.
Det kan vi ikke være bekendt!
Sønderborg Kommune taber i dag op mod 75 procent af de sager, der ender i Ankestyrelsen. Det viser med al tydelighed, at der er noget galt. Borgerne skal kunne stole på, at kommunen behandler sagerne hurtigt, retfærdigt og med udgangspunkt i deres behov – ikke i systemets begrænsninger.
Vi har brug for en handicappolitik, der tager udgangspunkt i FNs Handicapkonvention og sikrer mennesker med handicap et liv med reel frihed, respekt og muligheder. Det gælder både i skolerne, hvor inklusionen stadig halter, og hvor lærere og pædagoger mangler den nødvendige viden og støtte.
Økonomien skal følge barnet – ikke omvendt!
Samtidig skal langt flere borgere med handicap have mulighed for job og uddannelse. Et handicap må aldrig blive en barriere for at bidrage til fællesskabet, og derfor skal adgangen til fleksjob, socialøkonomiske arbejdspladser og støtte til ord- og talblindhed styrkes betydeligt.
Også på praktiske områder må kommunen løfte sit ansvar. Ventetiden på hjælpemidler skal ned, og samarbejdet mellem kommune, region og sygehuse skal forbedres. Tilgængeligheden i det offentlige rum halter – både på bygninger, transport og digitale løsninger. Når vi siger, at Sønderborg skal være for alle, må det også gælde vores strande, parker og digitale tjenester.
En værdig handicappolitik handler ikke om ekstra luksus eller særhensyn. Det handler om grundlæggende menneskelig værdighed og om retten til at leve et aktivt, selvstændigt liv.
Sønderborg skal være en kommune, der hjælper borgerne – ikke modarbejder dem.
Det skylder vi hinanden!


