Byrådskandidat Orla Skovlund Hansen, Socialdemokratiet, skriver:
Vi skal støtte og hjælpe unge som hverken er under uddannelse eller i arbejde. Det gælder gruppen af unge med særlige behov men også helt generelt unge, mellem 15 og 24 år, der har brug for hjælp og en mere koordineret indsats ind i voksenlivet, også ifht. arbejdsmarkedet.
Sønderborg Kommune er der – som i resten af landet – rekordhøj beskæftigelse. Alligevel er andelen af unge mellem 15 og 24 år, der hverken er i job eller i gang med en uddannelse, stadig for højt.
Siden 2018 har Sønderborg Kommune forstærket indsatsen for at få flere unge under 25 år i uddannelse eller job. Vi er godt i gang med at opnå målet om at halvere antallet af unge uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked fra 8,7 til 4 procent inden 2030.
Vi er nået langt men vi er ikke i mål. For at nå målet, skal yderligere ca. 200 unge hjælpes på vej. Her gælder det om at holde fokus på de indsatser som Sønderborg kommune allerede har igangsat, nemlig opgaven, der er koordineret i ’Den Kommunale Ungeindsats’.
Alle kan noget – men nogle skal bare lige have en hjælpende hånd, for at finde “den rigtige hylde”.
Rigtigt mange tager ’samme vej som de andre’ efter grundskolen – nemlig gymnasiet. Det kan være den rigtige beslutning for mange men der mangler fokus og prestige i de mange erhvervsuddannelser.
Her kunne FGU være et sted at søge til, hvis man ikke lige brænder for Pythagoras og fortolkninger af Tove Ditlevsen digte. FGU er en rigtig vigtig uddannelsesinstitution som gennem individuelle forløb, klæder den unge på til at vælge ungdomsuddannelse eller finde beskæftigelse. FGU er en succes, hvor seks ud af ti kommer godt videre.
Det overordnede mål frem mod 2030 skal være at reducere andelen af unge uden job eller uddannelse til max. 4 procent- og allerhelst endnu flere unge som er aktive og inkluderet i samfundet.
Generelt er unge under 25 år en målgruppe som vi som samfund skal have stor fokus på, for det er alt for tidligt i livet at stå uden for fællesskabet.
Vi skal have fokus på de unges sociale og arbejdsmæssige forhold og få de unges potentialer og motivation i spil, så de unge finder dén vej, der giver mening for dem.
Det kan godt være at det lyder dyrt – men endnu dyrere, at lade være med at gøre noget.


