Læserindlæg: Frivillige initiativer – en driver for vækst og erhvervsudvikling

Læserindlæg: Frivillige initiativer – en driver for vækst og erhvervsudvikling
Thomas Bjørn-Lüthi fra Liberal Alliance. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Byrådskandidat Thomas Bjørn-Lüthi, Liberal Alliance, skriver:

I denne sommer har jeg haft mere tid hjemme i Sønderborg Kommune. Dette skyldes, at vi havde glæden af at være på ferie i New Zealand, en ferie rundt i naturen og prøve mange af de oplevelser, der var knyttet hertil. Kendetegnede for størstedelen af disse oplevelser er, at de er opstået nedefra og op samt drevet af lokale initiativer og mange af dem drevet sammen med frivillige. Hvordan kan vi få mere af det i Sønderborg kommune?

En stærk iværksætterånd og lyst til at være sammen i naturen

Med vores muligheder tæt på skov, strand og vand, har vi gennem årene set en masse frivillige initiativer, som har mulighed for at blive en endnu større driver for vækst og erhvervsudvikling. Initiativer, der både skaber glæde for lokale, får folk udefra til at komme forbi, skaber overnatninger samt mersalg i den lokale købmand. Nogle af dem er der endnu, andre er stødt på udfordringer og systemer der har gjort de er stoppet eller blevet stoppet.

En fællesnævner for flere af initiativerne er, at de er opstået grundet efterspørgsel og båret af frivillige kræfter eller ildsjæle.

Mountainbikespor i Sønderskoven, kitesurfing ved Kegnæs, Stand-up paddel i Vemmingbund, dykkerture i Høruphav, tursejlads i Fynshav og meget meget mere.

Gode hensigter, men mangler der fleksibilitet, overblik og den gode dialog?

I Liberal Alliance Sønderborg vil vi kæmpe for mere sundhed og initiativer i naturen. Vi ser det som en driver for bedre velfærd, mere sundhed, erhvervsudvikling og understøttelse af bosætning. Og det kan have en ekstra stor effekt i vores mange stærke landsbylaug. Det understøttes også af By, Land og Kirkeministeriets Turismepolitisk redegørelse 2024. Her påpeger man, at det er vigtigt, at man understøtter dette område lokalt for at fastholde det positive momentum, der er i vores turisme. Særligt tyskere, nordmænd og danskere søger hen til destinationer, hvor de kan være aktive samt finde ro i naturen.

Og i den seneste debat lærte vi, at fokus på initiativer, bevægelse, sundhed og erhvervsudvikling, med naturen som driver, er fordelt i fire udvalg! Det kan være grunden til, at vi i dialog med initiativtagerne møder frustration og undren over kommunikation og samspillet med Sønderborg Kommune.

Handleplan for Turisme og Handel 2025 

I Liberal Alliance Sønderborg ser vi det positivt, at der bl.a. vil blive sat fokus på at styrke mulighederne for iværksætteri og innovation inden for områder som outdoorturisme, kyst- og naturturisme samt bæredygtig turisme.

Vi ser gerne, at Sønderborg Kommune går et skridt dybere i det arbejde.  Sønderborg Kommune skal være nysgerrig, støttende og så vidt muligt bistå initiativerne. Så ved vi godt, at der kan være nogle statslige regler og reguleringer, men det er kommunens embedsmænd, der har viden, kendskab til processer og tilgange til, hvordan man i samspil kan lykkes. Det er områder, der oftest skaber fortvivlelse og frustration hos de frivillige og vores mange ildsjæle. Det er vigtigt, at vi hylder og understøtter det frivillige drive og sikre, at de mange gode initiativer i naturen kan bibeholdes og vokse. Og sammen kan vi gøre det uden at gå på kompromis med naturen og reglerne. Vi skaber mulighederne til glæde og gavn for lokale og turister. Med det rigtige mindset og fokus kan det danne grundlag for vækst, øget turisme og erhvervsudvikling i hele Sønderborg Kommune.

Læs også...  Debat: Sønderborg skal have sin retfærdige andel af statslige arbejdspladser

GÅET GLIP AF .. ?