Hanne Frederiksen, pårørende til en uddannet kørestolsbruger, skriver:
Vi er mange, der har mødt dem i trafikken: De gangbesværede og kørestolsbrugere, der kører ud på vejen, imod færdselsretningen eller pludselig krydser cykelstier og fodgængerfelter uden at orientere sig. Nogle opfører sig som fodgængere, andre som biler og enkelte som om de er med i et usynligt formel 1-løb. Det skaber forvirring, og i værste fald farlige situationer, både for dem selv og for andre trafikanter.
Vi taler sjældent om det. For når det handler om mennesker med handicap, er vi som samfund ofte præget af stor overbærenhed, måske endda berøringsangst. Det er, som om vi ikke helt tør tage hul på samtalen, fordi vi er bange for at virke ufølsomme eller diskriminerende. Vi vil så gerne være rummelige, og det skal vi også være, men rummelighed må ikke blive en sovepude, hvor vi lader stå til af frygt for at støde nogen.
Er det i virkeligheden rimeligt? Hverken over for de handicappede eller resten af samfundet, at vi lader stå til, når det gælder noget så grundlæggende som sikkerhed i trafikken? Hvorfor ser vi det nærmest som en selvfølge, at personer med handicap ikke skal mødes af de samme forventninger som alle andre trafikanter? Er det et udtryk for ægte hensyn eller er det, lidt kynisk sagt, en slags velmenende -nå-ja-ligegyldighed’?
Når vi skaber et skel mellem ’dem’ og ’os’ og uanset hvor venligt det er ment, risikerer vi at tage ansvaret fra mennesker, der faktisk både har evnen og viljen til at tage del i fællesskabet på lige vilkår. Er det ikke mere respektfuldt at behandle mennesker lige? Også når det indebærer, at man skal lære færdselsreglerne og tage ansvar i trafikken?
Det handler ikke om at pege fingre. Det handler om at tage ansvar. Mange af de elkøretøjer, der i dag bruges af gangbesværede, som f.eks. elscootere og el-kørestole, kan komme op på ret høje hastigheder og bevæger sig i både fodgænger-, cykel- og biltrafikken. Det er ikke længere kun gangbesværede, der kører i dem. Flere og flere vælger at købe en elscooter eller en kabinescooter som et billigere alternativ til en bil eller for at undgå at skulle tage kørekort.
Vi kan ikke se, om du er gangbesværet, men vi kan se, at du kører farligt! Tvivlen betyder, at vi automatisk sætter alle i samme bås, selvom deres forudsætninger kan være vidt forskellige. Resultatet er, at en voksende gruppe trafikanter kan færdes med motorkraft midt i trafikken uden nogen form for krav til viden, færdselstræning eller trafiksikkerhed. Det giver ingen mening.
Jeg foreslår, at vi indfører et krav om undervisning i færdselsregler og trafiksikkerhed for brugere af elkøretøjer! Dette uanset om de er gangbesværede eller ej. Ikke som en straf, men som en beskyttelse. For både dem og os andre. At tage hensyn handler ikke kun om at give plads. Det handler også om at sikre, at alle ved, hvordan man færdes trygt i fællesskabet. Det skylder vi hinanden.
