Spidskandidat Susanne Posselt, SF; skriver:
Jeg er selv mor. Mine børn er voksne nu, men jeg husker stadig, hvordan det føltes at forsøge at få det hele til at hænge sammen – kærligheden, bekymringerne, praktikken og alle kravene fra arbejde og omverden.
Og jeg ser det stadig omkring mig, som mor, som datter, som søster, som veninde, som lærer og som politikker. Mødre, der knokler – ofte i det stille.
Mødre, der tager barnets temperatur kl. 3 om natten og bliver hjemme fra arbejde næste dag.
Mødre, der husker gymnastiktasker, tandlægetider, legeaftaler og madpakker – hver dag.
Mødre, der bærer det følelsesmæssige ansvar i familien og mærker alle andres behov, før de når deres egne.
Mødre, der arbejder i vores børnehaver, skoler, ældrepleje – og går hjem og fortsætter omsorgsarbejdet der.
Mødre, der er alene om det hele – og alligevel får hverdagen til at hænge sammen.
Det er et kæmpe arbejde. Og ofte usynligt.
I dag vil jeg gerne sige: Jeg ser jer. Jeg ved, hvor meget I gør. Jeg ved, at det slider – og at det ikke er rimeligt, at så meget ansvar bliver lagt på den enkelte.
Men tak er ikke nok.
I SF kæmper vi for, at mødres omsorg ikke skal være en selvfølge, men et fælles ansvar. At samfundet bakker op – med bedre normeringer, ordentlig støtte i skolerne, respekt for omsorgsfagene og reel ligestilling.
Det er derfor, vi kæmper for:
Flere hænder og bedre normeringer i børnepasning og skoler
Økonomisk støtte og fleksibilitet for eneforsørgere
Ligestilling i hjemmet og på arbejdsmarkedet, så mødre ikke skal vælge mellem karriere og familieliv
Et stærkere fællesskab, der tager ansvar for det usynlige arbejde
Så i dag siger jeg ikke kun tak, men også: Vi skal gøre det lettere at være mor – hver dag, hele året. Ingen mødre skal stå alene med alt det ansvar.
Så kære mødre i Sønderborg – tak for alt, I gør.
Og lad os sammen kæmpe for, at det bliver lettere at være mor i morgen, end det var i går.



