Byrådsmedlem Niels Benjamin Sørensen, Danmarksdemokraterne, skriver:
I en årrække har elever med arabisk herkomst i Sønderborg Kommune kunne få såkaldt modersmålsundervisning på arabisk på skatteborgernes regning. Efter skole samles arabiske børn på Ulkebøl Skole for at blive undervist i deres modersmål.
Det er imidlertid naivt at forestille sig, at arabiske børn skulle blive integreret i det danske samfund ved at samles med andre arabiske børn for at blive bedre til arabisk. Hvis man vil integrere sig i det danske samfund, så skal man ud i det danske foreningsliv og møde danske børn og unge.
Modersmålsundervisning er imidlertid ikke alene skidt for integrationen, men også spild af skatteborgernes penge. Forvaltningen i Sønderborg Kommune oplyser, at den gennemsnitlige fraværsprocent for eleverne til modersmålsundervisningen i arabisk i perioden 01. oktober 2025 til 28. februar 2026 lå på 45 procent,samt at fraværet de forrige år ligger på cirka samme niveau.
Man kan selvfølgelig vælge at glæde sig over, at eleverne ikke møder op, og håbe på at de i stedet for vælger at bruge tiden på noget som faktisk øger chancerne for integration – som f.eks. at lære dansk. Imidlertid skal vi som kommune være meget opmærksom på, hvilke signaler vi sender. Ved at acceptere så høje fraværsprocenter til skattefinansierede tilbud, så opdrager vi børnene til ikke at vise respekt overfor de velfærdstilbud, som vi stiller gratis til rådighed for vores borgere.
Dette er et særligt stort problem, når vi nu ved, at netop ikke-vestlige indvandrere lægger beslag på en stor del af kommunens velfærdsydelser. Således er det cirka hver sjette ikke-vestlige indvandrer i Sønderborg Kommune, der er på førtidspension, hvilket er næsten dobbelt så mange som blandt etniske danskere.
Hvis vi vil integrationsudfordringerne i vores kommune til livs, så skal vi have gjort op med forfejlede særhensyn og i stedet for insistere på, at man som indvandrer naturligvis tilpasser sig det danske samfunds normer og værdier og lærer dansk i stedet for arabisk. Derfor stiller vi i Danmarksdemokraterne forslag om at nedlægge modersmålsundervisningen for sprog uden for EU og EØS-området. På den måde kan vi nemlig både forbedre den skrantende integration og spare penge på tilbud, som eleverne alligevel i stor stil udebliver fra.
Læs også: Debatten om modersmålsundervisning skal bero på fakta.


