Byrådskandidat Hans Georg Henningsen, SF, skriver:
Regeringen har besluttet en såkaldt ‘kontanthjælpsreform’, som sænker den månedlige ydelse til under et eksistensminimum. I Danmark er der omkring 4200 kontanthjælpsmodtager og deres familier det handler om, nogle af dem bor i Sønderborg. Det handler om de svageste i samfundet og en del af dem vil ikke kunne betale deres husleje længere – de sættes ud på gaden – bliver hjemløse. Samtidig bliver der diskuteret om skattelettelser for industrien. I 2024 havde det offentlige Danmark 133.000.000 kroner i overskud. Selvom der er mange udgifter i fremtiden som oprustning, klimakrisen og trepart, så kan jeg ikke se, hvorfor vi skal sende folk ud i elendighed, når der ikke er økonomisk nødvendighed for at gør det.
Hans Georg Henningsen. Pressefoto
At den blå blok sparer på sociale ydelser, er vi efterhånden vant til – det kommer ikke som en overraskelse, men at ‘Social’demokratiet er med til de umenneskelige besparelser, anser jeg for at være forkastelig. Har man ikke en gang stået på de svages side?
Så regner minister Kåre Dybvad Bek, ‘social’demokrat, med flere hjemløse, sikker en kynisme. Han fortsætter med, at kommunerne jo bare kan sende fattige kontanthjælpsmodtagere i billigere boliger. Han ville måske indføre fattiggårde eller fattig-ghettoer lige som før i tiden. Lige så udtaler Ane Halsboe-Jørgensen sig – også ‘social’demokrat – som med ‘meget stor glæde’ gennemfører reformen, og dermed sender nogle kontanthjælpsmodtager ud på gaden.
Toppen af ‘Social’demokratiet, Mette Fredriksen, er også glad for ‘en god aftale’. Alle tre tror åbenbart, at kontantmodtagere snyder staten for at hygge sig hjemme. Realiteten er en helt anden.
Jeg undrer mig over hvor kold og kynisk man være over for mennesker i eksistentiel nød.
Jeg synes, partiet trænger til en navneændring, medmindre man lytter til en række S-borgmestre, som ikke ville være med til den kortsigtede besparelse. Den reform er umenneskelig. Den sender folk, som ofte er syge og ikke i stand til at arbejde, ud i eksistentiel nød. Det hjælper den største del af dem heller ikke, at de få lov til at tjene 5000 kroner ekstra om måneden, fordi de ikke magter det. For at sige det helt klart: De har ikke valgt at være afhængige af samfundet, de er ikke i stand til at forsørge sig selv.
Jeg står, som byrådskandidat for S, på gaden i Sønderborg og snakker med mange forskellige borgere, og nogle historier er hjerteskærende: En blind mand, som savner at få læst breve op fordi han ikke få bevilliget hjælpemidler; en dame i slidte sko som ikke har råd til et par nye sko; psykisk syge, som virker ensomme. Der er mange mennesker, som ikke er ‘skyld’ i deres vanskelige livssituation, en situation som mange toppolitikere åbenbart er langt væk fra.
