Læserindlæg: Lokal pædagogisk assistent-uddannelse skal styrke fagligheden og ruste til fremtiden

Læserindlæg: Lokal pædagogisk assistent-uddannelse skal styrke fagligheden og ruste til fremtiden
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Byrådsmedlemmerne Preben Storm, Erik Lorenzen og Didde Lauritzen, Socialdemokratiet, skriver:

 Der er behov for at styrke andelen af faglært personale på socialområdet, det er helt afgørende for at kunne imødekomme de stigende krav og kompleksitet på socialområdet nu og i fremtiden. I valgkampen fremlagde Socialdemokratiet vores socialpolitiske udspil, som blandt andet indeholdt netop et systematisk og styrket fokus på opkvalificering og efteruddannelse. Vi arbejder i den forbindelse for, at byrådet prioriterer penge til at åbne en afdeling af pædagogisk assistent-uddannelse i Sønderborg Kommune.

Det skal vi gøre i fællesskab med SOSU-skolen, og vi skal – efter vores mening – gøre det på Sundhedscampus Ahlmann, med en assistent-uddannelse, særligt målrettet voksenområdet.

Forvaltningen Omsorg og Udvikling har netop afsluttet et arbejde fokuseret på udviklingen af fagligt og økonomisk bæredygtige botilbud på socialområdet. Også her peges netop på behovet for mere faguddannet personale.

I vores dialog med socialpædagogerne, bliver det tydeligt at der ligeledes i høj grad er et behov for at sikre en højere andel af socialpædagoger på bostederne. Her har meritpædagoguddannelsen tidligere været en rigtig god mulighed for at skabe en attraktiv efteruddannelsesmulighed, det vil vi arbejde for at der igen bliver lettere adgang til. Det kræver et større arbejde med opbakning fra nationalt hold, men vi mener det er helt afgørende for at kunne imødekomme den stigende kompleksitet i borgernes udfordringer og det stigende pres på området, at vi kan tiltrække og selv uddanne en høj grad af fagligt personale.

Vi foreslog under valget og vil igen for byrådet og udvalget foreslå at vi sætter en ambitiøs målsætning om andelen af faguddannet personale. Det har vi gode erfaringer med fra dagtilbudsområdet og vi foreslår en lignende ambition på socialområdet, om 80% pædagoger, 10% pædagogiske assistenter og 10 procent ufaglærte.

Det betyder blandt andet, at vi i fremtiden kommer til at kunne tilbyde de mange dygtige ufaglærte medarbejdere på socialområdet en opkvalificering til faglærte med de fordele det medfører både for den samlede faglighed og for den enkelte medarbejder.

Det kommer til at koste penge, det kommer også til at tage tid, men vi mener ikke byrådet har et andet valg end at prioritere det her område.

Vi i Socialdemokratiet kommer til at forelægge forslaget for Social, Senior-og Handicapudvalget med ønske om at få belyst hvad det vil kræve at oprette en pædagogisk assisten-uddannelse og derefter for byrådet ved de kommende budgetforhandlinger.

Redaktionen

Socialdemokraterne Preben Storm, Erik Lorenzen og Didde Lauritzen er henholdsvis medlemmer af Social, Senior og Handicapudvalget og formand for Sundhed, Unge og Forebyggelsesudvalget.

Læs også...  Debat: Er der nogen der kan lugte valgflæsk?

GÅET GLIP AF .. ?