Borgmesterkandidat Jimmy Simonsen, Venstre, skriver:
Den forgangene uge, bød på flere muligheder for at give en håndsrækning til fjernvarmekunderne på Nordals. Jeg og Venstre appellerede til, at vi i den forbindelse og i fællesskab tog arbejdstøjet på og brugte ekstra tid på at vende løsninger frem for at stemme forslag ned og grave efter argumenter til afvisninger – det fordi jeg havde håbet, at der ville være opbakning til at gå i dialog og finde brugbare løsninger til gavn for fjernvarmekunderne på Nordals, løsninger der skal gøre det billigere at være kunde ved Sonfor varme.
Økonomiudvalget og Byrådet skulle behandle sager om en lavere garantiprovision og et ønske om betaling af regningen fra oprensningen af forureningen fra det gamle kraftvarmeværk i Nordborg såvel som en ‘afløftning’ af den historiske og gamle underdækning, som det oprindelige bolig-fjernvarme-selskab tog med ind i Sonfor Varme, dengang Nordals fjernvarme, da Sønderborg Kommune pålagde forsyningen opgaven med at udrulle fjernvarme på Nordals efter Sønderborg Varme igen havde takket nej til at påtage sig opgaven. Her tænker jeg især på de nytilkommende kunder, som ikke har været en del af denne historiske underdækning.
Det havde alle været gode konkrete håndsrækninger til fjernvarmekunderne på Nordals – for hvorfor i alverden skal de betale betydeligt mere i garantiprovision til kommunen end de øvrige fjernvarmekunder i kommunen bare fordi det er et offentligt ejerselskab? Det er forskelsbehandling og det er ikke rimeligt.
Eller tag oprensningen af den forurenede grund efter det gamle kraftvarmeværk i Nordborg. Midt i Sønderborg by på DSB-grunden betaler alle skatteborgere i kommunen for oprydningen efter forureningen, tilsvarende hvis der skal ryddes op i lufthavnen eller andre steder i kommunen.
En fusion med Sønderborg Varme og det arbejde skal speedes op, en fusion som jeg ser, er eneste rigtige løsning med alle de synergier ved en fusion.
Så lad os nu komme i arbejdstøjet og se på løsninger fremfor afvisninger, der ikke hjælper kunderne overhovedet. Og nej, det behøver ikke være de forslag jeg og Venstre kommer med – stil gerne selv forslag, så ser jeg og Venstre gerne på dem! I Venstre forbliver vi i arbejdstøjet og vi tager ansvar – også når det er svært.

