Byrådskandidat Dorthe Mehlberg, Danmarksdemokraterne, skriver:
Jeg har selv snakket med en del borgere i løbet af valgkampen, som har fortalt om deres oplevelser med Jobcentret. Desværre oplever flere borgere ikke, at de bliver mødt med tillid til dem og til de erklæringer fra fagfolk, som de kommer med.
Vi må som udgangspunkt tro på, at når en borger kommer med diverse papirer fra fagfolk, der dokumenterer, at de har et handicap eller har nedsat arbejdsevne enten pga. noget fysisk eller psykisk, så er det korrekt, og så skal de ikke slæbes igennem alle mulige forløb, der i sidste ende kan gøre mere skade end gavn.
Når der via demonstrationer råbes op om forholdene, og når vi politikere inviteres til møder med borgere, der føler sig dårligt behandlet, så må svaret ikke være, at vi ikke går ind i enkeltsager. Så har vi en forpligtelse overfor disse borgere til at lytte til deres fortællinger og sikre, at tingene er gået rigtigt til.
Det er klart, at der altid er to sider af en sag, og at der bestemt også er positive historier fra Jobcentret og fra borgere, der føler sig hørt og godt behandlet, men når antallet af utilfredse borgere stiger, så bør vi som kommune gøre mere for at lytte til de fortællinger, som borgerne kommer med og undersøge området til bunds.
I Danmarksdemokraterne mener vi, at tillid er forudsætningen for et godt møde mellem borger og kommune.


