Læserindlæg: Uønsket topplacering for Sønderborg Kommune

Læserindlæg: Uønsket topplacering for Sønderborg Kommune
Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Byrådskandidat Gerhard Bertelsen, Slesvigsk Parti, skriver:

Sønderborg Kommune indtager en topplacering, vi ikke kan være stolte af: 8,7 procent af de unge mellem 15 og 24 år står uden uddannelse og arbejde – i tal svarer det til 620 unge mennesker.

Det er uacceptabelt. Vi har gennem tiden sat mange initiativer i gang, for eksempel Sønderborg i Arbejde, et samarbejde mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, fagforeninger og kommunen. Alligevel når vi ikke målet.

Spørgsmålet er, om vi har de rigtige indgangsvinkler til de unge. Sætter vi fokus på deres evner eller deres svagheder i rådgivningen?

Vi må gå dybere i analysen for at forstå, hvorfor så mange unge falder udenfor. Forskellige årsager kræver forskellige løsninger.

Slesvigsk Parti arbejder for et Sønderborg, hvor mennesker mødes, lærer og arbejder sammen – fra barnets første dag i daginstitution til indtræden på arbejdsmarkedet. Vi vil styrke motivationen til uddannelse og arbejde blandt folkeskolens ældste elever og åbne skolen mod virkeligheden gennem åbne skoleforløb i samarbejde med erhvervslivet. Samtidig skal vi sikre praktik-, lærlinge- og studiejobs, så unge fastholdes i lokalsamfundet, og undersøge nye veje til arbejdsmarkedet, eksempelvis puljer til aktivering i plejesektoren. Endelig vil vi fastholde og udvikle meningsfuld beskæftigelse for borgere med særlige udfordringer, så alle oplever arbejdsglæde og fællesskab.

Med et åbent, fleksibelt og imødekommende arbejdsmarked kan Sønderborg stå stærkt – nu og i fremtiden. Men det kræver, at vi bygger bro fra børne- og skolesystemet hele vejen til arbejdsmarkedet.

Læs også...  Læserindlæg: Det er nu vi skal stå sammen om Broager

GÅET GLIP AF .. ?