Borgmester Erik Lauritzen skriver:
I forbindelse med den meget ærgerlige og for varmeforbrugerne alvorlige situation med den markante prisstigning på fjernvarmen fra SONFOR Varme, er der meget forståeligt igen og igen stillet spørgsmålet: HVORFOR?
Det er min opfattelse, at SONFORs ledelse i tiden efter beslutningen, løbende har svaret på de mange spørgsmål. Udover forbrugermødet i Nordals Idrætscenter så har jeg registreret at der på selskabets hjemmeside er svaret på masser af helt rimelige og relevante spørgsmål og undren. Sådan skal det naturligvis være. Varmekunderne skal kunne få svar på spørgsmål.
Jeg ved, at bestyrelsen i SONFOR selv er ærgerlige over, at det blev nødvendigt at gennemføre en ret markant prisstigning for, at kunne indhente den underdækning, der er opstået i selskabet. Altså øgede udgifter, som ifølge lovgivning skal indhentes via varmeafregningerne i løbet af en kortere periode. Udgifter der ikke kan sendes videre til andre i eller udenfor koncernen.
I diverse læserbreve og opslag på sociale medier gives der udtryk for en massiv mistillid til bestyrelse og ledelse i SONFOR. Den del vil jeg ikke forholde mig til, men jeg ved, at bestyrelsesmedlemmerne afsøger alle muligheder for at optimere driften og arbejde på at reducere varmeregningerne.
I flere læserindlæg i medierne spørges der så også til tider: ‘Hvad siger ejerne – altså Byrådet – og hvad med borgmesteren?’ Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke blander mig i driften af SONFOR og derfor heller ikke SONFOR Varme. Der har heller ikke i byrådet eller økonomiudvalget været udtrykt ønske om, at vi som ejere af selskabet skal blande os i driften. Det er der en bestyrelse der har ansvaret for og ingen i byrådet eller jeg selv har udtrykt mistillid til bestyrelsen. Bestyrelsen – både de udpegede byrådsmedlemmer, de medarbejdervalgte og forbrugervalgte, har taget ansvaret på sig. Deres opgave er at arbejde for forbrugerne og selskabets bedste. Jeg har ingen grund til at betvivle, at det er det de gør.
Kommunen og dermed byrådet ejer SONFOR A/S og dermed også varmeselskabet på Nordals. Da kommunen er eneejer, så er det Byrådet der er eneaktionær og dermed har én stemme, når der holdes generalforsamlinger i selskabet. Det er en misforståelse, når det siges og skrives at ‘borgmesteren er ejer og den der beslutter på generalforsamlingen’. Jeg afgiver, på vegne af Byrådet, den ene stemme, der er. Jeg har endnu aldrig været uenig med Byrådet, når jeg har skulle afgive stemmen. I hvert fald er jeg aldrig blevet mødt med uenighed. På Byrådets vegne godkender jeg på generalforsamlingen det revisorgodkendte regnskab. Der har igennem tiden ikke været anledning til at betvivle revisorernes fremlæggelse af selskabernes regnskaber. Herunder forvisningen om et selskab i økonomisk balance.
SONFOR skal leve op til de af Byrådet godkendte spildevandsplaner, vandplaner, affaldsplaner og altså også varmeplanen. Vi sikrer, at der er et tæt samarbejde mellem kommunal forvaltning og SONFOR om udarbejdelse og realisering af planerne. Når selskabet planlægger store anlægsinvesteringer forelægges de kommunen inden beslutning. Men det er bestyrelsen, der tager beslutningerne.
Et spørgsmål, der også er kommet op siden varsling af prisstigning, er varmeselskabets finansieringsudgifter, som naturligvis stiger, som følge af de store investeringer der er gjort i ledningsnet, halmærk og senest den store varmepumpe. Udsving i renteniveauet påvirker naturligvis de samlede finansieringsudgifter – også i SONFOR Varme.
Bestyrelsen i SONFOR forvalter selv deres finansieringsforhold. Kommunen og Byrådet kommer ind, når og hvis selskabet anmoder om kommunens garantistillelse for de store lån, der naturligvis er nødvendige. Primært er det de lidt billigere lån, der kan opnås i kommunekredit, hvor kommunen så garanterer. Der er en lang række regler og betingelser – både fra EU og nationalt hold – for, hvordan kommunen må stille garantier, især når det gælder forsyningsvirksomheder. Også i forhold til hvordan det fastsættes, hvad der skal opkræves i provision – altså betaling – for garantier. Det handler først og fremmest om, at vi som byråd skal sikre os mod tab, der i givet fald ville ramme alle borgere i kommunen – også dem der ikke har gavn af projekterne. Og så handler det om, at vi ikke må yde ulovlig og konkurrenceforvridende støtte til virksomheder.
Indtil for nogle år siden fastlagde Byrådet konsekvent en garantiprovision på 1procent af hovedstolen. Vi blev af revisionen instrueret i, at vi i hvert enkelt tilfælde skal have en vurdering af virksomheden det handler om og efterfølgende har Byrådet naturligvis fulgt den rådgivning og anbefaling, som revisoren har givet os. Helt aktuelt, så har SONFOR søgt om garantistillelse for den endelige finansiering af de gennemførte investeringer i varmeselskabet. Byrådet har godkendt, at stille garantien på vilkår der følger vores revisors anvisninger. Alt andet ville være uansvarligt i forhold til fællesskabets økonomi.
SONFORs bestyrelse har bedtt om en fornyet vurdering af garantiprovisionen, idet de mener, den er fastsat på forkerte forudsætninger. På det kommende økonomiudvalgsmøde vil der foreligge en fornyet vurdering og anbefaling fra revisionen.
Jeg vil gerne understrege, at jeg og Byrådet absolut ingen ønske har om at opkræve mere fra SONFOR – og dermed varmeforbrugerne – end nødvendigt. Til gengæld kommer jeg aldrig til at gå imod anbefalinger fra de eksperter, som vi har tillid til. Min anbefaling er, at mudderkastning og anklager nu lægges væk og at vi alle arbejder sammen i bestræbelserne på at få varmepriserne ned.


