Læserindlæg: Vores folkeskole er under pres – der skal investeres i den nu

Læserindlæg: Vores folkeskole er under pres – der skal investeres i den nu
Thomas Bjørn-Lüthi fra Liberal Alliance. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Byrådskandidat Thomas Bjørn-Lüthi, Liberal Alliance, skriver:

Desværre kan vi ikke med et snuptag tage hånd om de mange problematikker, udfordringer og muligheder, der er i vores skoler. For i min optik er realiteten at man har forsømt udviklingen samt kun lappet huller og ikke taget ordentligt fat. Derfor skal der findes 22 millioner kroner årligt til at skolerne kan ansætte flere voksne.

Flotte rammer, men hvor er indholdet?

Al investering i vores folkeskole er positivt. Derfor er investering på 500 millioner kroner i bygningsmasse og fysiske rammer dejligt. Men hvad hjælper det at have flotte bygninger og specialrum, når kerneproblemet er tid til eleverne og trivsel? Dette bliver understøttet både af Lærerforeningen, Dansk Handicapråd og i mine møder med fagpersoner. De alle nævner udfordringer med at skolerne ikke har tid til at skabe fællesskab, tage hånd om inklusion samt sikre at de voksne kan gå forrest som rollemodeller og sætte rammen. Dette giver en dårlig oplevelse og trivsel for alle.

To-voksne løser ikke alt, men er en god start

Skolerne skal have tid til at skabe de gode rammer og ro omkring hverdagen. Dette kræver, at der kommer flere voksne på skolerne. For 22 millioner kroner kan der ansættes flere voksne på skolerne. Dette giver skoleledelsen, lærerteams og special indsatserne mulighed for at sætte en ekstra voksen på der, hvor der er et behov for det. Og det er ikke en udsmider, det er ressourcer, som kan give den ekstra opmærksomhed til de elever der har behov for det i en periode. Dette er til støtte alt fra den dygtige elev til den elev der ikke helt forstår rammen.

Børn er børn, men børn ved ikke alt

I tidligere debatter, blev der kommenteret på opdragelse og dannelse. Vi skal huske at børn er børn, og børn ved ikke alt. Og som udgangspunkt samarbejder børn med de voksne, og de rammer de kommer ind i. Børn forsøger deres bedste hver dag for at være med i fællesskabet, men ikke alle kan eller ved hvordan. Derfor skal der være tid til at lærerne kan vise og fortælle hvordan man er sammen i det forpligtende fællesskab, hvilke opgaver og pligter det medfører samt hvordan man taler sammen. Dette er noget ledelsen, lærerne og pædagogerne er uddannet i og dygtige til.

Nu skal de have tid til det.

Læs også...  Læserindlæg: Anstændige fortove og værdig omsorg for vores ældre hænger sammen

GÅET GLIP AF .. ?