Peter Norman Houe, direktør Kultur og Erhverv, Sønderborg Kommune, skriver:
KGGO har i den seneste tid gennem medierne rejst kritik af lokaler og adgangsforhold i Ahlmannsparken i Gråsten. I Sønderborg Kommune tager vi naturligvis alle henvendelser fra vores foreninger alvorligt – og vi har forståelse for, at rammerne for møder og netværksaktiviteter skal fungere optimalt.
Når det er sagt, er det samtidig vigtigt at få nuancerne med. Ahlmannsparken er et kulturhus og et aktivt samlingssted for mange forskellige brugere. Her deles faciliteter, og det er netop tanken: At skabe et levende miljø, hvor både kultur-, fritids- og foreningsliv mødes på tværs. Et centralt element i det fællesskab er bl.a. muligheden for at booke gratis mødelokaler og en attraktiv café som spiller en vigtig rolle som mødested og leverer forplejning til både daglige brugere og arrangementer. Den fælles café understøtter – som enhver kulturhusmodel forudsætter – livet i huset og de aktiviteter, der foregår her.
Ahlmannsparken råder over flere velegnede mødelokaler ved ankomstområdet – mødelokaler med god akustik, som netop er designet til samtaler, oplæg og netværksaktiviteter. KGGO har valgt at holde deres aktiviteter i idrætslokaler i kælderen, som ikke er indrettet som mødelokaler, og derfor naturligt har en anden akustik end de officielle møderum.
Der har fra KGGO været nævnt udfordringer omkring adgang. Her er det væsentligt at understrege, at Ahlmannsparken har gode handicapvenlige adgangsforhold via hovedindgangen, hvor der både findes handicapparkering og ramper. Den adgangsvej, som KGGO har benyttet, har ifølge interne oplysninger været en bagindgang/vareindlevering, der ikke er den egentlige ankomstvej til huset. Det er også dette område, hvor der for nylig er etableret ladestandere og affaldshåndtering – og altså ikke det sted, der er tiltænkt som tilgængelighedsvej for brugere.
Vi er glade for, at KGGO har fundet nye rammer til deres aktiviteter – og vi står naturligvis altid til rådighed, hvis de ønsker at benytte Ahlmannsparken igen. Huset er åbent for alle, og der er fortsat ledige tider i de mødelokaler, der netop er indrettet til den type aktiviteter.
Ahlmannsparken er, og skal fortsat være, et stærkt, inkluderende og levende kulturhus for Gråsten og omegn. Vi arbejder løbende på at udvikle rammerne, så de giver de bedste muligheder for foreninger, brugere og borgere.



