Debat: Frygt ikke – vores plejehjem er fulde af omsorg og fællesskaber

Debat: Frygt ikke – vores plejehjem er fulde af omsorg og fællesskaber
Mølleparken Plejecenter. Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Stefan Lydal, formand for Social, Senior og Handicapudvalget, skriver:

Jeg synes, det er ærgerligt, at SF’s spidskandidat tegner et så negativt billede af kommunens plejehjem. Det står i skarp kontrast til den virkelighed, jeg møder, når jeg besøger vores plejehjem i Sønderborg Kommune.

Hver eneste dag møder dedikerede medarbejdere med hjertet på rette sted ind – for at yde omsorg, skabe tryghed og give vores ældre en værdig og meningsfuld hverdag. Det er mennesker, der brænder for deres arbejde og for de relationer, de bygger med beboerne.

På hvert plejehjem har vi vennekredse af frivillige, som bidrager med aktiviteter og nærvær, ligesom vi har ansat aktivitetsmedarbejdere og unge spirer, der er med til at skabe liv og fællesskab – og som gør plejehjemmet til et sted, hvor man stadig er en del af noget større. For få uger siden optrådte Keld og Hilda på Mølleparkens Plejehjem – et godt eksempel på, at der sker rigtig meget, og at der er plads til både glæde og fællesskab.

Og lad mig så lige slå fast: Ingen bliver tvunget på plejehjem, som Susanne Posselt antyder. Det er et tilbud, man får, når behovet opstår – og det er et tilbud, vi arbejder målrettet for at gøre så trygt og hjemligt som muligt. Ingen ældreboliger eller plejehjemspladser er ‘parkeringspladser’, men rammer om liv, relationer og gæstfrihed.

Byrådet har besluttet at der skal laves flere centernære ældreboliger, blandt andet for at borgerne så kan benytte plejehjemmenes daghjemsfacilititeter, og dermed blive en del af det fællesskab, der er på og omkring plejehjemmene.

Vi skal selvfølgelig altid lytte til bekymringer og forbedre os, hvor vi kan. Men vi skal også huske at anerkende det store arbejde, der allerede bliver gjort – af både medarbejdere, frivillige og pårørende – for at sikre, at alderdommen i Sønderborg Kommune er præget af omsorg, fællesskab og værdighed.

Læs også...  Venstre: Lad os nu komme i gang med Hertugernes Augustenborg

GÅET GLIP AF .. ?